For en norsk mor og hendes datter blev en handel på secondhand-appen Tise for nylig forvandlet til et mareridt, da de forsøgte at sælge en brugt jakke.
Det skriver norske DinSide.
Det hele begyndte, da Mikaela Dahl og hendes datter satte jakken til salg på appen. Interessen fra en potentiel køber opstod hurtigt, og alt så ud til at være i orden, da køberen angiveligt gav dem med korrekte oplysninger, der blev bekræftet gennem forskellige kilder som 1881 og Vipps.
"Vi blev enige om at sende pakken med posten mod, at hun betalte fragtomkostningerne," forklarer Mikaela Dahl til Dagbladet.
Men hvad, der virkede som en normal handel, tog en anden drejning, da Mikaela Dahl modtog en besked fra en person, der så ud til at være fra det norske pakkefirma HeltHjem.
Beskeden indeholdt et link, som hun uden mistanke klikkede på. Det førte hende til en hjemmeside, hvor hun blev bedt om at indtaste personlige oplysninger og logge ind med sit bank-id.
Det var ikke før dagen efter, da hun tjekkede sin bankkonto, at virkeligheden ramte.
"Jeg forstod intet, da jeg loggede ind i netbanken og så, at der var foretaget flere transaktioner mellem mine konti," deler hun med Dagbladet.
En sum svarende til godt 24.000 NOK (15.200 danske kroner) var forsvundet fra hendes konto.
I panik ringede Mikaela Dahl til banken for at spærre sit bankkort og bank-id. Samtidig anmeldte hun sagen til politiet, men trods deres indsats blev sagen henlagt.
"Jeg føler mig som en komplet idiot, men nogle gange laver man fejl i en stresset hverdag," indrømmer hun.
Heldigvis blev familiens tab dækket af banken, der kun opkrævede 450 NOK, svarende til 285 danske kroner, i sagsomkostninger.
Advarer andre
Moren advarer nu andre: "Det er ubehageligt at vide, at det er så nemt for nogen at få fuldstændig indsigt i og kontrol over andres bankkonti. Klik ikke på links, du får tilsendt – også selvom det ser troværdigt ud."
HeltHjem reagerede på problemet ved at advare mod svindelforsøg på deres hjemmeside og understregede, at de aldrig beder om penge eller kontooplysninger via SMS.