Den 26-årige arving blev fundet skudt på familiens luksuriøse ejendom i Sydafrika.
Den 26-årige Caroline von Rantzau, der var arving til det tyske rederi DAL, blev fundet død på sit værelse på safariejendommen Leeuwfontein Estate i Limpopo-provinsen i det nordlige Sydafrika den 1. juni.
Det skriver New York Post med henvisning til det tyske medie Bild.
Ifølge politiet var der forud for fundet rapporter om skud på ejendommen.
Von Rantzau blev fundet med skudsår og var angiveligt blevet skudt med en jagtriffel i kaliber 357 – det samme våben, som hendes far, Dr. Eberhart von Rantzau, havde stående i sit våbenskab.
Økonomichef også dræbt
Ganske få timer inden von Rantzau blev fundet, var familiens 44-årige økonomichef Arno Koën også blevet fundet dræbt på samme ejendom af et 9 mm skud.
Han blev angiveligt dræbt den 31. maj, men han blev dog først fundet død dagen efter – altså samme dag som også von Rantzau blev fundet død.
Ifølge Bild fungerede Koën som en slags nær fortrolig og uofficiel plejefar for den unge arving.
Efterforskning i gang
Politiet har endnu ikke delt yderligere detaljer om de to dødsfald, som naturligvis er endt i hænderne på efterforskerne.
“Resultaterne af obduktionen vil give efterforskerne information om de faktiske dødsårsager og vil afgøre, om der vil blive iværksat efterforskning mod andre personer,” udtalte politiets talskvinde Malesela Ledwaba ifølge det tyske medie.
Ejendommens hjemmeside beskriver, at Caroline von Rantzau brugte sin tid på at passe dyrene på familiens ejendom, der huser bl.a. antiloper, heste, gnuer og impalaer.