Andrew Mountbatten-Windsor risikerer at miste en særlig ære, som han fik allerede i en alder af 2 år.
Andrew Mountbatten-Windsor mistede sine kongelige titler i november 2025, og syv måneder senere kan den tidligere prins nu blive ramt af endnu et tab.
Et geografisk område i Antarktis, der siden 1962 har båret hans navn, kan nemlig ende med at blive omdøbt.
Da Andrew var blot to år gammel, blev ‘The Prince Andrew Plateau’ opkaldt efter ham. Det 74 kilometer lange plateau ligger i den del af Antarktis, der hører under New Zealand.
Epstein-sagen raser stadig
Overvejelserne om at fjerne hans navn fra plateauet kom i kølvandet på hans rolle i Epstein-sagen samt en anholdelse tidligere i år på mistanke om embedsmisbrug.
“Det er ukendt, hvorvidt landmærket vil blive omdøbt til ære for en anden kongelig,” lyder det i rapporten om sagen ifølge HELLO.
I det samme bjergområde bærer flere andre geografiske kendetegn navne på dronning Elizabeth II’s børn, hvilket blandt andet omfatter gletsjere, der er opkaldt efter prinsesse Anne og Prinsen af Wales.
Fra palads til bondegård
Jeffrey Epstein-skandalen har kostet Andrew Mountbatten-Windsor stort set alt, da han har mistet både sine titler og bolig.
Kong Charles fratog ham formelt titlen som prins samt retten til at bruge ‘Hans Kongelige Højhed’ og reducerede ham til at have status som ‘en almindelig borger’ i 2025.
Dette fulgte efter dronning Elizabeths beslutning i 2022 om at fratage ham alle ni militære titler, herunder posten som Colonel of the Grenadier Guards.
I februar 2026 blev han desuden sat ud af Royal Lodge, hvorfor han nu bor på Marsh Farm i Sandringham.
Boligen finansieres af kong Charles, og ejendommen gennemgik forinden en omfattende renovering – herunder arbejde på staldbygningerne. Det betyder også, at Andrew ikke er sat helt på gaden.