Mariam Ali og manden, Thomas Hall, fra Burton Latimer, England skulle tirsdag aften have et dejligt måltid fra McDonald's.
Den 29-årige kvinde bestilte en dobbelt cheeseburger vel at mærke uden bacon, som hendes mand hentede hos McDonald's-restauranten på Orion Way i Kettering.
Blot to bidder inde i burgeren lagde hun mærke til, at der til hendes overraskelse var blevet lagt baconskiver indeni. I og med, at det er strengt forbudt i Koranen, den muslimske hellige bog, for enhver muslim at spise svinekød, brød hun ud i gråd.
Det skriver Northampton Chronicle.
"Hun var i tårer og følte sig syg," sagde Thomas Hall om sin kone, og tilføjede:
"Hun følte, at hendes religiøse overbevisning var blevet krænket."
Efter at have set, hvor ked af hans kone var, gik den 33-årige tilbage til den pågældende restaurant for at klage - men uden held.
Personalet forstod angiveligt ikke, hvor alvorlig fejlen var, og han fik i stedet en mailadresse, som han kunne kontakte.
"Det, jeg vil have dem til at gøre, er at [...] sørge for, at det ikke kommer til at ske igen," sagde Thomas Hall.
En talsperson for fastfoodkæden McDonald's har siden givet en undskyldning i en udtalelse, hvor der stod:
"Vi vil gerne undskylde over for den pågældende kunde for deres oplevelse. Vi tager ordrenøjagtighed meget alvorligt [...] Efter en undersøgelse bekræftede restauranten, at dette var et tilfælde af menneskelige fejl, og alt personale blev mindet om vigtigheden af ordrenøjagtighed og de korrekte procedurer, når de betjener en kunde med specifikke krav."
Desuden blev parret, der bor i Burton Latimer, tilbudt en refusion og et erstatningsmåltid.
De blev dog "fornærmet" over undskyldningen.
"Vores problem var med maden, og de vil som undskyldning give os mere mad - det giver ingen mening," sagde Thomas Hall, som fortsatte:
"Vi spiser der aldrig igen."