I den norske by Bodø oplever man stor smittespredning blandt de vaccinerede.
Ifølge Tor Claudi og Kai Brynjar Hage, der begge er overlæger i Bodø, er 80 procent af de smittede voksne i den norske by, blevet vaccineret med enten to eller tre stik.
Tallene viser derfor, at det primært er de vaccinerede voksne, der har været ansvarlige for smittespredningen i Bodø.
De to overlæger skriver i en kronik i Aftenposten, at de endnu ikke har set eksempler på smittespredning fra uvaccinerede personer i Bodø. Derfor retter de også kritik af brugen af coronapas, da det ikke er garanti for mindsket smittespredning.
I kronikken i den norske avis skriver de to overlæger, at et coronapas (hedder et coronacertifikat i Norge) ikke vil forhindre de færdigvaccinerede voksne i at sprede smitte, da de alle har et gyldigt coronapas.
I stedet for at sætte sin lid til et coronapas, mener Tor Claudi og Kai Brynjar Hage, at den rette vej at gå vil være at indføre krav om PCR-test samt muligheden for kortvarig og individuel karantæne.
De to overlæger påpeger i deres kronik, at det er en strategi, der tidligere har vist sig at være effektiv. Da den tidligere har været meget effektiv i kampen mod pandemien, efterspørger de indførelsen af dette.
Ydermere stiller de spørgsmålstegn ved den norske regerings storindkøb af kviktest, som de anbefaler folk at tage, til trods for deres dårlige testegenskaber og risiko for falske testresultater.
De to norske overlæger skriver, at deres erfaring med kviktest er, at de giver mange falsk negative testresultater, hvilket forsinker opdagelse af en smitsom infektion og dermed bidrager til øget smittespredning.
Tor Claudi og Kai Brynjar Hage beskriver pandemien som en ulmende brand, hvor det er vigtigt at slukke små udbrud så tidligt som muligt.
Nu udvikler ilden sig hurtigt, da smittetallene er stigende i Norge. Overlægerne mener, at man står med vandslangen i hånden, men regeringen nægter at tænde for vandet.