På Madame Tussauds i London, strømmer især turister til, for at se voksfigurer af alverdens kendisser og royale.
Normalt har prins Harry og Meghan Markle været placeret sammen med resten af den britiske kongefamilie på museet - men det er altså slut nu.
I "det virkelige liv" er Harry og Meghan også flyttet. De bor nemlig nu i Montecito i Californien.
De meddelte tidligere i år, at de ikke vender tilbage som fremtrædende medlemmer af den britiske kongefamilie - og efter denne beslutning, har voksmuseet altså valgt, at de to nu skal have en ny placering hos Madame Tussauds.
I stedet for at være placeret sammen med den britiske royale familie, er Harry og Meghan nu blevet placeret blandt Hollywood-stjerner som Brad Pitt og George Clooney. Det er i den del af museet der kaldes "Award Party".
Det skriver nyhedsbureauet Reuters.
Ny status
"Sammen med resten af verden, reagerer vi på den overraskende nyhed om, at hertugen og hertuginden af Sussex, vil træde tilbage fra rollen som fremtrædende medlemmer af det britiske kongehus," lød det tidligere på året fra Madame Tussauds direktør, Tim Waters.
Til den britiske avis The Sun uddyber han nu:
"Vi er altid opmærksomme på kendis landskabet og vi har flyttet prinse Harry og Meghan Markles figurer, så de kan tilslutte sig deres Hollywood-venner, da det afspejler deres nye status på verdensscenen som A-list favoritter," forklarer Tim Waters.
Meghan og Harry kom i den grad i fokus, da de i marts medvirkede i det yderst kontroversielle interview med Oprah Winfrey.
Siden er de havnet på forsiden af medier verden over - og allerede nu, er der igen nyt fra prins Harry og Oprah Winfrey.
De er netop nu aktuelle med dokumentaren "The me you can't see", der kan ses på Apple TV+.
Mental sundhed og velbefindende betyder meget for prins Harry - og netop dét sættes der fokus på i dokumentaren, hvor tabuer nedbrydes,
Det er prins Harrys håb, at dokumentarserien vil være med til at vise, at man sammen kan finde styrke i sårbarhed og ærlighed.
I serien vil man også komme til at møde blandt andet sangerinden Lady Gaga og skuepsillerinde Glenn Close.