Ny lov gælder på Gran Canaria: Så meget skal du fremover betale i ekstra afgift

Af: Lucas Andreas

|

13/12/2024

Udland
Foto: Spies
Foto: Spies
Kommunen på øen har nu indført en ny turistafgift.

Lige nu læser andre også

De Kanariske Øer har gennem årtier været en populær feriedestination for de mange tusinde danskere, der hvert år søger sydpå for at nyde sol og varme.

De seneste år har de lokale beboer dog fået nok af de mange millioner turister; de mener, at turisterne driver boligpriserne op, larmer og fylder for meget på gaderne.

Derfor har både myndigheder og befolkning ændret tilgang til turismen, og det betyder nu, at turister snart skal betale en ekstra afgift for at besøge den populære ferieø Gran Canaria.

Fra begyndelsen af 2025 indfører Mogan kommune en ny turistskat, som skal bidrage til bæredygtig udvikling i området.

Ifølge Canarian Weekly bliver skatten på 0,15 euro per dag for hver overnatning, uanset om det drejer sig om hoteller, lejligheder eller private ferieboliger. Afgiften kommer også til at gælde lokale beboere, der bor i ferieboliger i kommunen.

Borgmesteren i Mogan kommune, Onalia Bueno, fremhævede på en pressekonference, at skatten er et vigtigt led i at fastholde områdets status som et attraktivt feriemål. “Den måde, hvorpå indtægterne bliver brugt, afspejler Mogans hensigt om fortsat at fastholde sin appel som et feriested i topklasse,” udtalte hun.

Pengene fra skatten skal målrettes til forbedring af turismeinfrastrukturen, aktiviteter og tjenester i de mest besøgte områder. Samtidig åbner ordningen for, at afgiftens størrelse kan justeres årligt afhængigt af kommunens udviklingsplaner.

Mogan kommune, som omfatter populære feriebyer som Puerto de Mogán og Arguineguín, har længe været et trækplaster for solhungrende turister.

Den nye turistskat er den første af sin slags på Gran Canaria og følger en bredere europæisk tendens, hvor flere destinationer indfører lignende afgifter for at håndtere masseturisme og forbedre lokalområder.

Anbefalet til dig