Videoen blev delt af Sydney Miller fra Miami, som ofte rejser til New York for at arbejde. Hun ejer en fitness-platform kaldet HOUSEWORK, som hun beskrev til Newsweek som 'en træningsmetode, jeg skabte for syv år siden, der kombinerer Pilates og cardio, der er koreograferet til musikkens rytme'.
Videoen, der på kort tid har fået mere end 2,5 millioner visninger siden den blev delt i oktober, viser Miller på et fly i oktober. Miller var på vej hjem fra New York til Miami med American Airlines og sad ved siden af 'et ungt par i trediverne, vil jeg gætte på', sagde hun.
"Da jeg satte mig, spurgte de, om jeg kunne tænke mig at bytte til vinduespladsen, hvilket jeg ikke ønskede. Jeg foretrækker normalt gangen, så jeg let kan komme ud til toilettet," sagde hun.
"Jeg afslog, men sagde, at jeg ville tage gangen, hvis de gerne ville sidde sammen. De afslog og sagde, at de ville blive i deres nuværende sæder, hvilket jeg syntes var interessant."
En tekst over videoen lød som følgende: "Endte i midtersædet omgivet af et par, der ikke ville bytte for at sidde ved siden af hinanden, fordi ingen af dem ville have midtersædet - og ærligt talt, så respekterer jeg det."
Miller fortalte til det amerikanske medie Newsweek, at parret 'forblev stille gennem hele flyveturen - de interagerede faktisk ikke før vi landede'.
Miller bookede sit sæde i sidste øjeblik og kunne kun få et midtersæde, selvom hun normalt ikke ville have valgt det.
"Normalt ville jeg aldrig sidde i midten, men det var alt, der var tilbage," sagde hun.
I en tekst til videoen på det sociale medie skrev hun: "Jeg forstår det på en måde og respekterer, at de prioriterer sig selv, men hvad synes I?"
De mange seere på det sociale medie TikTok roste parrets beslutning i den virale video, og flere delte deres egne oplevelser.
"Jeg respekterer det, så længe parret ikke taler hen over mig eller konstant rækker ting til hinanden," skrev en bruger, mens en anden skrev: "Vi gør det samme. Han vil have vinduet, og jeg vil have gangen. Vi er fremmede på et fly."
"Ja, jeg ser ham, når vi går af flyet. Jeg tager ikke midtersædet," lød det fra en tredje, mens en fjerde skrev: "Haha. Jeg har været det par. Jeg sover gennem flyveturen, og vi har hver vores håndbagage, så vi taler ikke rigtigt. Man kan lige så godt sidde komfortabelt."
"Min mand falder i søvn inden for ti minutter efter take-off. Jeg har ikke noget imod at sidde alene," skrev en femte.