Hvis du synes det har været varmt herhjemme, så er det intet imod det, der lige nu rammer dette populære feriemål.
Solen bager, temperaturen banker i vejret – og nu slår forskere seriøs alarm.
En ny rapport forudser, at varmen de næste dage kan koste hundredvis af liv.
Op mod 570 dødsfald
Lørdag ramte temperaturerne 33 grader i det sydlige England, og hedebølgen ser ikke ud til at slippe sit greb foreløbigt.
Ifølge The Guardian har forskere fra London School of Hygiene and Tropical Medicine netop offentliggjort en undersøgelse, der forudsiger op mod 570 dødsfald som direkte følge af varmen.
De varslede dødsfald ventes at finde sted i perioden fra torsdag 19. til søndag 22. juni – særligt i England og Wales.
Rapporten bygger på årtiers data og viser en tydelig sammenhæng mellem stigende temperaturer og overdødelighed, især blandt ældre.
Ifølge rapporten vil over halvdelen af de berørte være over 85 år, og næsten 90 procent over 65.
Det handler ikke kun om varmen i sig selv – det er kombinationen med eksisterende helbredsproblemer, der gør situationen så farlig.
Professor Antonio Gasparrini udtaler ifølge B.T.:
"Stigninger på blot en eller to grader kan være forskellen på liv og død. Når temperaturerne stiger til over den grænse, som befolkningen er akklimatiseret til, kan overdødeligheden stige meget hurtigt."
Britiske myndigheder har allerede udsendt en officiel varme- og sundhedsadvarsel til alle regioner i England.
Det er alvor – og endnu et eksempel på, hvordan ekstreme vejrforhold kan ramme hårdt og hurtigt.