Nyheder24.dk
Forside Udland Putin kommer med stort løfte ved militærparade

Putin kommer med stort løfte ved militærparade

Putin kommer med stort løfte ved militærparade
FotoField/shutterstock.com

De militære køretøjer var væk, men budskabet var det samme – og nord­koreanske soldater var mødt op til fejringen.

Lørdag formiddag gik den årlige russiske militærparade i gang på Den Røde Plads i Moskva i anledning af Sejrsdagen, der markerer Tysklands overgivelse til Sovjetunionen og de vestlige allierede den 9. maj 1945.

Men årets parade så anderledes ud end normalt. De store kolonner med militære køretøjer var nemlig fraværende – en beslutning, det russiske forsvarsministerium har truffet som følge af en række ukrainske droneangreb på russisk jord.

Alle grene af militæret var dog repræsenteret til fods på pladsen, og paraden blev indledt med en formation af soldater, der bar det russiske flag ind. Blandt de fremmødte kunne man desuden også spotte nordkoreanske soldater, lyder det fra Ritzau.

Putin takkede og lovede sejr

Ruslands præsident Vladimir Putin tog ordet fra talerstolen og takkede deltagerne i paraden. Han trak tråde tilbage til Anden Verdenskrig og brugte historien for at give et løft til sine soldater.

“Det var det sovjetiske folk, som gav det afgørende bidrag til at besejre nazismen, redde deres land og redde verden,” sagde han ifølge det statslige russiske nyhedsbureau Tass.

Og budskabet til de soldater, der i dag kæmper i Ukraine, var lige så kontant.

“Sejr har altid og vil altid være vores,” lød det fra den russiske præsident.

Våbenhvile i baggrunden

Fredag oplyste den amerikanske præsident Donald Trump desuden, at der er indgået en aftale om våbenhvile mellem Ukraine og Rusland, der gælder til og med mandag.

Rusland har fejret den 9. maj med store militærparader siden Sovjetunionens opløsning i 1991. Årets parade er den måske mest afdæmpede i nyere tid, men retorikken fra Kremls leder var alt andet end afdæmpet.

Ads by MGDK