Putins flugtplan afsløret: Vil flygte til dette land

08/12/2022

Nicolai Busekist

Foto: Shutterstock
Vladimir Putin har en klar plan for, hvordan og hvortil, han vil flygte, hvis det ender med, at han taber krigen i Ukraine.

Mest læste i dag

Vladimir Putin har tilsyneladende ikke udelukket, at han kan tabe krigen i Ukraine. Derfor har han en klar plan for, hvordan han vil flygte, hvis det ikke ender, som han havde forventet.

Planen, som angiveligt går under navnet 'Noahs Ark', vil blive iværksat, hvis tingene begynder at brænde på i Ukraine.

Det er Abbas Gallyamov, der er tidligere taleskriver for den russiske præsident, der har afsløret planen, som indeholder en detaljeret plan for, hvordan og hvortil, Putin vil flygte, hvis det vurderes at være nødvendigt.

"Som navnet antyder, handler det om en søgen efter nyt land at tage til, hvis det bliver for ubehageligt i hjemlandet,« lyder det ifølge mediet Daily Beast fra Gallyamov. Det skriver B.T.

"Putins bagland har endnu ikke udelukket, at han vil tabe krigen, blive frataget magten og derfor omgående må blive evakueret."

Gallyamov har gjort brug af beskedtjenesten Telegram til at komme med sine afsløringer om de flugtplaner, som Putin og hans bagland har lagt.

Samme steder informerer han om, at det til en start var Kina, der var blevet udset som destination, men det er dog blevet droppet. Det skyldes, at man er i tvivl om, hvorvidt kineserne vil være villige til at samarbejde.

Det har medført, at den russiske præsident i stedet har valgt at kigge i retning af Sydamerika, hvor det særligt skulle være Venezuela, der står øverst på listen.

Gallyamov informerer også om, at Putins nære allierede, oligarken Igor Setjin, der har tjent en formue på at stå i spidsen for energigiganten Rosneft, er dybt involveret i planerne om en potentiel flugt.

Den russiske rigmand siges nemlig allerede at befinde sig i Venezuela, hvorfra han skal hjælpe med at sikre, at Putin kan komme sikkert til landet.

Ifølge Daily Beast er der også onsdag blevet skrevet på Telegram om lignende planer, som skulle stamme fra kilder hos både Putins administration og hos Rosneft. Efter sigende er højtstående embedsfolk allerede i gang med at opkøbe jord i Venezuela.

Det er dog ikke kun Venezuela, der bliver set som et potentielt tilflugtssted for Putin og hans bagland, hvis han taber krigen. Også lande som Ecuador, Argentina og Paraguay er udset som hjemsted for en række af Putins nære medarbejdere.

Anbefalet til dig