Rasende vegansk kvinde sagsøger naboer, fordi de griller kød i egen have

Udland
Foto: Privat
Hun har sagsøgt sine naboer, fordi de griller kød i deres egen have.

Lige nu læser andre også

Mange skynder sig at finde grillen frem, når vejret er godt. Ikke alle er dog lige begejstrede for, at luften fyldes med duften af grillet kød. Uenigheder herom har nu ført til en regulær nabostrid i Perth i Australien.

Her har en vegansk kvinde, Cilla Carden, besluttet at sagsøge sine naboer. Det har hun gjort, fordi hun er træt af, at duften fra deres grill blæser ind i hendes have.

Hun mener, at det har haft den betydning, at hun ikke længere kan bruge sin have, da hun ikke bryder sig om 'stanken af kød og fisk' fra naboens grill. Derudover er hun overbevist om, at grillen er blevet placeret, som den er, fordi naboerne bevidst forsøger at irritere hende.

"De har sat grillen, så jeg kan lugte fisken. Alt, jeg kan lugte, er fisk. Jeg kan ikke bruge haven længere," siger Cilla Carden til australske 9News.

Beslutningen om at sagsøge sine naboer, er dog ikke truffet fra den ene dag til den anden. Derimod har der været en voldsom strid mellem hende og naboerne i en rum tid, hvilket i sidste ende har ført til, at hun har valgt at sagsøge dem.

Det handler angiveligt ikke om, at de griller kød og fisk i deres have, men derimod om, at det ifølge Cilla Carden er en bevidst og ondskabsfuld handling af naboerne. Hun mener, at de bevidst forsøger at få røg og 'stank' fra grillen til at blæse ind i hendes have.

Hun har dog ikke just haft stor succes i retssalen, da det er vanskeligt at bevise, at naboerne griller med ondt fortsæt. Det er dog ikke som følge af, at hun ikke forsøger at overbevise retten om, at hun har i sin anklage.

Cilla har nemlig indsendt intet mindre end 400 A4-sider med, hvad hun mener er bevismateriale for, at de griller med ondt fortsæt.

"Mængden af materiale, hun har produceret, antyder, at denne sag er blevet meget overvældende," sagde dommer Peter Quinlan ifølge BBC, mens han også påpegede, at naboerne ikke ser ud til at have gjort noget forkert.

Sagen handler dog ikke blot om, at Cilla føler sig generet af 'stanken' fra naboernes grillede fisk og kød. Den veganske kvinde føler sig også chikaneret af naboernes cigaretlugt og larmen fra deres børn, der leger.

"Det har været ødelæggende, det har været voldsomt, det har været bekymrende, jeg har ikke været i stand til at sove," fortæller Cilla, der også understreger, at hun ikke er tilfreds med sagens udfald.

Anbefalet til dig