Der er kold luft mellem Meghan og hendes far Thomas Markle.
I det australske tv-program "Sunrise" på Channel 7, står han endnu en gang frem og taler om det betændte forhold til datteren.
Han fortæller i programmet - at ifølge ham - så bliver Archie og Lilibet frataget muligheden for at se deres bedsteforældre.
Det skriver Daily Mail.
Han beskylder parret for at være "frygteligt uretfærdige", fordi de holder børnene fra ham selv og børnenes farfar prins Charles og dronningen.
Thomas Markle har endnu ikke selv mødt børnebørnene - forholdet mellem ham og Meghan gik nemlig allerede skævt op til parrets bryllup, altså inden Archie kom til verden.
Tilbud fra advokater
Ifølge 77-årige Thomas Markle, så er hans ekskone, Meghans mor Doria Ragland, den eneste bedsteforælder som har et forhold til de to børnebørn.
"Jeg tror, de (Archie og Lilibet, red.) bliver afskåret fra at se alle deres bedsteforældre, og jeg tror, de bliver afskåret fra at se alle deres pårørende, og det synes jeg er forfærdeligt uretfærdigt for dem," lyder det fra Thomas Markle.
Han fortæller også, at han har overvejet hvilke juridiske muligheder han har, for at se sine børnebørn.
"Jeg har fået tilbud fra adskillige advokater - gratis - fordi vi har ret til at sagsøge, så vi kan se vores børnebørn," påstår han og tilføjer, at han ikke har tænkt sig at tage imod disse tilbud af hensyn til børnene.
I stedet vil han vente til Meghan vil se ham.
Han tilføjer desuden, at han synes at både Meghan, Harry og børnene burde vende hjem til England og "gøre sin pligt". Han mener nemlig, at Meghan og Harry snyder børnene ved ikke at gøre det - og at de ville kunne få meget bedre beskyttelse i England end i Califonien.