Ben Spann fra Leamington Spa i Warwickshire, der ikke har nogen baggrund i militæret, rejste alligevel til Polen, hvorfra han rejste videre til Ukraine for at 'slutte sig til modstanden' mod Vladimir Putin og Rusland.
Den 34-årige mand, der driver en velgørenhedsorganisation i sit lokalområde, har efterfølgende forklaret, at han var villig til at dø for at forsvare Ukraine.
Inden afrejse havde han dog ikke været helt ærlig overfor sin kone og søn. Ben fortalte dem nemlig, at han rejste til Polen, hvor han ville hjælpe ukrainske flygtningen med at forlade Ukraine.
Efter at være landet med flyet i Polen, krydsede han grænsen til Ukraine og blev anbragt i et såkaldt 'safehouse'. Her begyndte han dog at tvivle på den farlige tur, han havde begivet sig ud på, mens hans gruppe ventede på våben, skriver Mirror.
Det medførte, at han på femtedagen for sin mission besluttede sig for at vende næsen hjem igen. Ifølge Ben selv var årsagen, at hans bekymrede familie havde udtrykt 'sorg' over hans beslutning om at deltage i krigen.
Ben har afsløret, at han fik rettet en pistol mod hovedet af et 'ukrainsk SWAT-hold', der skulle undersøge de nyankomne, som også omfattede et hold af fire mænd, der har en fortid i det britiske militær.
"Jeg blev ret tæt med disse fyre. Vi var klar til at gå ud at kæmpe og dybest set dø sammen, hvis det var det, der skete," sagde Ben.
"Man danner hurtigt et bånd med folk i sådanne situationer. På dette tidspunkt udtrykte min kone og min søn 'stor sorg'. Min søn tvivlede på, om jeg overhovedet brød mig om ham, og hvorfor jeg gjorde det her - det samme med min kone."
Ben sagde, at han mente, at udsigten til at begive sig videre på sin rejse til en farligere del af Ukraine uden våben, ville være 'lidt af en selvmordsmission'.
Mens han opholdt sig i Ukraine, var han vidne til, at to døde russiske soldater var blevet hængt op som en 'advarsel' til Vladimir Putins hær.
Da han besluttede, at det sandsynligvis ville være bedst at vende hjem til England, sluttede han sig til et utal af ukrainere ved den polske grænse, der flygtede fra krigen.
"Det mindede mig om et kvægmarked, for at være ærlig," sagde han.
Da han vendte hjem, var det ikke ligefrem en kone med åbne arme, der bød ham velkommen. Tværtimod var hun rasende over, at han var taget afsted, og at han havde løjet overfor hende og sønnen.
"Min kone var rimelig rasende, og sagde, at hun ville smide mig ud. Min søn er okay. Han gik aldrig igennem vredesprocessen. Jeg tror bare, han var glad for, at jeg var tilbage derfra."
Til slut sendte Ben også en klar advarsel til alle, der ikke har en baggrund i militæret om at rejse til Ukraine.