Rockwools russiske selskab har doneret et stort millionbeløb, der skal gå til at købe krigsmateriel til russerne.
Lige nu læser andre
Rockwools russiske selskab har doneret 600 millioner rubler, hvilket svarer til knap 50 millioner kroner, til Ruslands militær.
Det skriver det undersøgende medie Danwatch på baggrund af en pressemeddelelse fra den nye russiske ledelse af selskabet.
Den store donation sker kun en måned efter, at de russiske myndigheder beslaglagde Rockwools fire fabrikker i landet efter et dekret fra præsident Vladimir Putin. Fabrikkerne er siden blevet sat under ekstern administration.
Ifølge pressemeddelelsen, som også er bragt i det russiske statsmedie Tass, går pengene til Putins Alrussiske Folkefront og er målrettet ‘soldaterne, som er involveret i den specielle militære operation’.
Midlerne skal blandt andet bruges på droner, køretøjer, kommunikationsudstyr og systemer til elektronisk krigsførelse.
Læs også
I meddelelsen udtaler en unavngiven repræsentant for Rockwool Rusland, at den store donation er ‘et principspørgsmål’.
Samtidig fremgår det, at virksomheden i Rusland vil genoptage samarbejdet med det militær-industrielle kompleks, som det danske hovedkontor ifølge meddelelsen suspenderede i 2022.
Rockwool har været blandt de få større danske virksomheder, der har opretholdt aktiviteter i Rusland under landets krig mod Ukraine. I januar blev de russiske datterselskaber dog overtaget af myndighederne.
Dengang kaldte Rockwools administrerende direktør, Jes Munk Hansen, overtagelsen for ‘et indlysende brud på alle internationale regler’ og ‘indiskutabelt ulovligt efter enhver standard’.
Danwatch har forelagt oplysningerne for Rockwool i Danmark. I et skriftligt svar oplyser pressechef Rasmus Windfeld, at koncernen ikke har indsigt i dispositionerne i Rusland.
Læs også
“Vi læser de samme artikler som andre om store pengebeløb, de nuværende russiske administratorer tilsyneladende overfører fra de russiske fabrikker til russiske styrker i Ukraine. Men udover artiklerne, har vi ingen viden om tingenes tilstand, for vi har ikke nogen form for kontrol eller kommunikation med fabrikkerne der,” skriver han.
Rockwool har tidligere oplyst, at koncernen siden 2022 har trukket lidt over 400 millioner kroner ud af den russiske forretning og placeret midlerne i en fond til fordel for Ukraine.