Rusland beordrer stor tilbagetrækning

Udland
Foto: Shutterstock.com
Foto: Shutterstock.com
Rusland har beordret en stor tilbagetrækning i det meget vigtige område.

Lige nu læser andre også

Den russiske forsvarsminister Sergei Shoigu har onsdag beordret de russiske tropper til at trække sig tilbage fra den vestlige bred af Dnipro-floden.

Det sker i kølvandet på et ukrainsk angreb nær den sydlige by Kherson, skriver nyhedsbureauet Reuters, der også kalder det et 'betydeligt tilbagetog' og et 'potentielt vendepunkt i krigen'.

I en tv-udtalelse udtalte general Sergei Surovikin, der har den overordnede kommando i krigen, at det ikke længere vil være muligt at forsyne byen Kherson.

Han forklarede også, at han har foreslået at trække den defensive linje op på den østlige bred af floden.

Tilbagetrækningen kommer desuden efter flere ugers ukrainsk fremmarch mod Kherson.

"Vi vil redde vores soldaters liv og vores enheders kampkapacitet. At holde dem på den højre (vestlige, red.) bred er nyttesløst. Nogle af dem kan bruges på andre fronter," lød det ifølge Reuters fra Sergei Surovikin.

I de seneste uger har der været spekulationer om, at Rusland enten ville trække sine styrker tilbage til den vestlige bred af Dnipro, eller derimod indstille sig på blodig kamp i de kommende dage eller uger.

Tidligere blev hovedbroen på en vej ud af Kherson sprængt i luften.

Billeder på internettet viste, at Darivka-broen øst for Kherson var fuldstændig kollapset ned i Inhulets-floden, der er en biflod til Dnipro-floden.

Ukrainere, der onsdag delte billeder af den ødelagte bro over Inhulets, spekulerede i, at den var blevet sprængt i luften af russiske tropper som forberedelse til et tilbagetog.

Vitaly Kim, den ukrainske guvernør i Mykolaiv-regionen, der grænser op til Kherson, har udtalt, at ukrainske styrker havde skubbet en række russere væk fra området.

Anbefalet til dig