Det er nu tre måneder siden, at Det Europæiske Råd mødtes for at drøfte yderligere sanktioner mod Rusland.
Formålet med en ny række sanktioner har været at "ødelægge den russiske krigsmaskine".
Flere forslag, herunder forbud mod import af russisk råolie, blev da præsenteret af EU-Kommissionens formand, Ursula von der Leyen i en tale til EU-Parlamentet i Strasbourg.
Det Europæiske Råd har dog haft svært ved at nå til enighed om den sjette sanktionspakke.
Det skriver Ekstra Bladet.
Men nu vil EU-Kommissionen lukke hullerne i forhold til de eksisterende sanktioner. Dette gør de med to forslag, der sammen vil kriminalisere omgåelse af sanktioner og muliggøre konfiskation.
Det hævder EU-kommissær Didier Reynders.
"Vi skal sikre, at personer eller selskaber, der omgår sanktionerne, bliver holdt ansvarlige. Det er en kriminel handling og skal behandles som sådan over hele EU", siger EU-kommissæren.
Det vil altså blive muligt at straffe og konfiskere aktiver fra oligarker og selskaber, der sælger til Rusland trods sanktioner.
"På nuværende tidspunkt er der forskellige definitioner af, hvad der udgør en strafbar handling. Brud på sanktioner kan derfor stadig være straffrit", udtaler Didier Reynders, og tilføjer:
"Vi bliver nødt til at lukke smuthullerne og give myndighederne de rette værktøjer til at retsforfølgelse brud på sanktionerne".
Derfor føjer de nu omgåelse af sanktioner til listen over strafbare forbrydelser i EU.
Samtidig er det EU-Kommissionens mål at ramme alle, der er involveret. Blandt andet oligarker, advokater og banker.
Sidst, men ikke mindst foreslår EU-Kommissionen, at alle EU-medlemslande hver især har et særligt kontor, som skal sikre at beslaglagte aktiver ikke mister værdi.
Forslag til den sjette sanktionspakke vil blive til virkelighed, når EU-medlemslandene har taget stilling til disse.