Skildpadde skabte togkaos: Her blev flere tog aflyst

02/08/2022

Thea Andersen

Foto: Twitter / @di_akers_
En stor skildpadde har skabt kaos og forsinkelser på skinnerne mellem Norwich og Cambridge.

Mest læste i dag

I går, mandag den 1. august, måtte rejsende mellem Norwich og Cambridge i Storbritannien vente i 74 minutter på deres tog i skildpaddefart - bogstaveligt talt.

Alle tog på strækningen var enten forsinket eller aflyst mandag middag til eftermiddag. Det skyldtes ifølge Greater Anglia, at der var en 'stor skildpadde' på skinnerne.

Det skriver LADbible.

På sociale medier har en af de togpassagerer, der havde rejst til Norwich, delt et billede af skildpadden, hvortil hun skrev: "Den er stadig i live, men skadet." 

Da en anden bruger på Twitter spurgte, om skildpadden ville overleve efter at have lidt, hvad der lignede en 'slem skade', skrev hun: "Togselskabet sagde, at den gudskelov ville komme sig fuldstændigt!"

En anden togpassager, Anna Debenham, tweetede også om skildpadden. I sit opslag skrev hun, at de gennem højtalerne havde fået af vide: "Vi undskylder for den 74 minutters forsinkelse [...] Dette skyldtes en... skildpadde på skinnerne." 

"Overraskende nok havde jeg ikke hørt forkert. Der er faktisk en skildpadde på skinnerne, der skaber kaos," tilføjede hun.

Efter sigende var der tale om en stor afrikansk skildpadde.

Greater Anglia bekræftede det på sociale medier. Her skrev de, at skinnerne blokeret af et dyr.

Klokken 15.30 samme dag kunne togene på strækningen vende tilbage til normalen.

Siden har Greater Anglia sagt undskyld til passagererne.

"Vi er kede af forstyrrelsen [...]," sagde en talsmand for Greater Anglia, som fortsatte:

"Dette skyldtes en meget stor, såret skildpadde på skinnerne nær Harling Road. Network Rail kom og hjalp dyret."

En talsmand for Network Rail sagde mandag aften til The Independent, at skildpadden var blevet bragt til en lokal dyrlæge.

Anbefalet til dig