Et par fra Levanger i Norge skulle egentlig bare et hurtigt smut i deres lokale Extra for at købe paprika og aflevere deres pantbelagte tomme flasker og dåser.
Mens kvinden gik ind i butikken for at købe krydderi, afleverede manden, der er midt i 20'erne, deres pant. Da de alle var afleveret, trykkede han på Røde Kors-knappen, som han plejer - men så skete der noget utroligt.
Det fortæller han selv til Sosialnytt.
For på skærmen på flaskeautomaten stod der, at han havde vundet og ud af maskinen kom en ekstra lang seddel.
"Jeg kiggede på sedlen og troede først, at jeg havde vundet 170 kroner. Men så indså jeg, at det var antallet af lodtrækninger. Pludselig blev jeg helt chokeret, da jeg så, at der stod en million kroner (NOK, red.) på sedlen. Så blev jeg helt overrasker," siger den heldige vinder, der ønsker at være anonym.
Da han mødte sin partner igen, gav han hende bare sedlen og bad hende om at læse den.
"Hun troede, det var en joke. Men så gik det efterhånden op for hende, at vi faktisk havde vundet den store præmie," siger han.
Det skal pengene bruges på
Nu er spørgsmålet så bare, hvad de mange penge skal bruges på? Men det har parret allerede en idé om.
De drømmer nemlig om at købe deres egen bolig - og det skal pengene naturligvis investeres i.