Søstrene Danielle og Rebecca Hinsley tog sagen i egen hånd, efter at de var blevet bekymrede over, at deres demente bedstemor Beryl Wall var begyndt at ændre adfærd og tit blev set med skader på kroppen. Søstrene satte derfor et skjult kamera op på bedstemorens stue og gjorde noget af en chokerende opdagelse. Det skriver Dailymail.
Søskendeparret havde oprindelig henvendt sig til personalet på plejehjemmet i februar 2020, men blev ikke mødt med et tilfredsstillende svar vedrørende deres bedstemors mange skader. Børnebørnene satte derfor et Yi Eye Wi-Fi-kamera på en fotoramme på hendes værelse for at se, hvad der skete med hende, da hun på det tidspunkt ikke kunne tale.
I de foruroligende optagelser over fire dage kunne de to søskende følge med i, hvordan de hjerteløse medarbejdere lavede sjov med bedstemoren, skubbede hende, aggressivt holdt hendes ben i luften og nappede hende.
I en anden video ses en person tvinge og håne Beryl Wall, inden de slår hende oven i hovedet med en pude.
En anden chokerende video viser også de ansatte kalde hende 'ulækker' og trykke hende ned, mens de forsøger at rengøre og klæde hende. Nogle af optagelserne viser også, hvordan den demente bedstemors ben blev rykket eller tvunget i luften, på trods af hendes fortvivlende skrig.
Søskendeparret bragte deres beviser til plejehjemmets ledelse, Care Quality Commission og West Midlands Police, hvorefter de fire ansvarlige plejere blev anklaget for mishandling og forsømmelse.
De blev fundet skyldige og fængslet i alt 18 måneder ved Wolverhampton Crown Court sidste år.
Mrs. Wall havde lidt af demens siden 2015 og var 89 år på tidspunktet for misbruget.
Tragisk nok gik den elskede bedstemor bort den 6. oktober sidste år, 92 år gammel - kort efter at hendes overgrebsmænd blev fundet skyldige.