Selvmord er et alvorligt og komplekst emne, der berører mange mennesker på globalt plan.
En af dem der har haft det forfærdelige fænomen helt tæt på sig, er nordmanden Stig.
Hans kone, Maiken, begik nemlig selvmord, og det fik ham til at skrive et rørende opslag på sin Facebook-profil.
Opslaget
“Fem dage er gået siden Maiken gik bort.
Det er vigtigt for mig at være åben omkring hendes død. For sandheden er, at Maiken tog sit eget liv.
Men dette handler IKKE om egoisme, fejhed, svag karakter eller nogen, der flygter fra deres forpligtelser.
Noget i den retning skal aldrig associeres med min Maiken. Tværtimod var hun alt for stærk i alt for lang tid.
For det var ikke den Maiken, vi alle kender og holder af, der traf beslutningerne til sidst.
Hun var blevet alvorligt psykisk syg i den sidste tid, og årsagerne var mange og komplekse.
At være læge i et sundhedssystem under enormt pres. Ekstremt arbejdspres ved højt sygefravær. Omsorg for alle andre, men på bekostning af sig selv.
Hun følte, at dette ikke kunne fortsætte, og traf en beslutning for sin egen sundhed og vores familie.
Hun opsagde sin stilling på Hamar Sygehus og skulle begynde i privat sektor fra 1. juni.
Men skammen over at have forladt sine venner og kolleger i måske sundhedsvæsenets største krise tyngede hende enormt.
Og hun manglede stadig 3 måneder for at fuldføre specialiseringen som hæmatolog.
Så fra 1. marts var der pendling til og fra Radiumhospitalet i Oslo, ofte med overnatning på hospitalet for at få arbejdet gjort.
Hun sov et par timer på bænke, stole og hvis hun var heldig - på et vagtværelse eller patienthotellet.
Hjemme måtte hun forlade os, mens børnene sov, og hvis hun overhovedet kom hjem, var de enten allerede i seng eller lige før.
Et stort bryllup til efteråret var også i færd med at blive planlagt. Det var selvfølgelig vores egen fejl, og vi skulle have kendt vores begrænsninger bedre.
Utilstrækkelighed og skam. Overfor alt og alle - os herhjemme, venner og familie, kolleger og patienter. Alle.
Oveni alt dette fik hun store søvnproblemer, som igen blev til selvmedicinering og afhængighed af sovemedicin og senere kombineret med antidepressiva.
Selvom sovemedicinen bedøvede hende nok til, at hun kunne sove noget, fortsatte tankerne om alt det dårlige og håbløse.
De sidste rester af energi blev brugt på at smile og optræde som om hun var rask, for ikke at være til besvær.
Summen af alt dette blev den perfekte storm for, at Maiken blev alvorligt psykisk syg. Når både krop og sind er udtærede, viser sygdommen sit sande jeg.
Udmattet og på sit mest sårbare, omgivet af en mørkhed, der tager din retning og kvæler din fornuft.
Da er tiden inde til at tilbyde dig en løsning - en skæv, forfærdelig løsning, hvor man ikke længere forstår konsekvenserne af.
Med løfte om at få en ende på al skam, smerte, panik og de tanker, der aldrig stopper - at man endelig vil få fred. Mørket overtager og fører dig mod det uoprettelige.
Hvis der er noget, som vi alle, der kendte Maiken, og vi som samfund i øvrigt SKAL erkende, er det, at psykisk sygdom faktisk kan koste livet.
Det var NOGET - og ikke NOGEN, der tog min Maiken fra mig. Den Maiken, jeg kender, som jeg elsker, som elskede mig tilbage, og som elskede sine børn højere end noget andet.
Den Maiken ønskede at leve. Hun - vores alles kæreste Maiken, elskede livet og alt, det skulle give.
Hvis du deler min opfattelse af mental sundhed. Hvis du, ligesom jeg, mener, at læger og sundhedspersonale også er mennesker med menneskelige begrænsninger.
Hvis du støtter min holdning til det, jeg har skrevet - for øget fokus og accept af mental sundhed.
Så vær sød at sende dette videre.
Mange tak.”
