Politiet anklagede fejlagtigt Martell Williams for at have skudt en ansat i sin lokale Waukegan Dollar Store i ansigtet med døden til følge den 4. februar.
Efter at have frigivet overvågningsbilleder af den mistænkte fik betjentene angiveligt fortalt af "flere personer", at det var den 15-årige gymnasieelev, der var tale om.
Williams tilbragte derfor to nætter på Waukegans politistation, inden et tidsstemplet foto af ham til en basketballkamp i Lincolnshire beviste hans uskyld.
Det skriver ABC 7 Chicago.
Selv om Williams er blevet er erklæret uskyldig i sagen, kræver hans advokat, Kevin O'Connor, at politiet udsender en offentlig undskyldning for deres håndtering af teenageren.
Williams beskrev, hvordan han blev hevet ud af klassen af skoleinspektøren, inden han blev anholdt af to politibetjente uden varsel.
"De fortalte ham ikke, at der var tale om et skyderi. De sagde bare: 'Det var ikke din skyld. Bare fortæl os, at du forsvarede dig selv. Bare fortæl os, at du var der, og så lader vi dig gå hjem'," udtaler O'Connor.
I en bizar vending af begivenhederne er Williams kommet frem med påstande om, at politiet tilbød ham et McDonald's-måltid for at få ham til at tilstå forbrydelsen.
"De forsøgte at bestikke ham med McDonald's og sagde: 'Hør, bare fortæl os, at du var der'," sagde O'Connor efterfølgende ifølge Fox 32 Chicago.
Williams' straffeattest er igen ren, men O'Connor håber, at en offentlig undskyldning fra politiet vil være med til at vende den negative indvirkning på teenagerens omdømme, som politiet har forårsaget, da de mødte op på hans skole.
"Dette er et vedvarende problem. Justitsministeriet har været her, men det foregår stadig det her med falske tilståelser" udtaler O'Connor.
Mandag den 21. februar oplyste politiet i Waukegan, at de var i færd med at "gennemgå sagen".
De sagde dog hertil, at de ikke kunne komme med yderligere offentlige kommentarer.
"Med hensyn til den unge mistænkte, som blev anholdt sidste onsdag og derefter blev løsladt og renset for alle anklager, er byen i gang med at gennemgå sagen, men kan ikke udtale sig yderligere offentligt på nuværende tidspunkt. Byen har været i kontakt med den unges familie og deres advokat," kommer det i en pressemeddelelse.