I Saint Andrews opdagede to drenge en dag i maj forrige år, at der var stort postyr ved en parkeret bil i byen. Omkring 10 mennesker var forsamlet ved bilen og da de to drenge kom derhen forstod de hvorfor. Da de kiggede under bilen, fik de nemlig øje på et lille væsen, der befandt sig under den.
Det lille dyr var ikke til at genkende, det var helt dækket af hård skumisolerng og yderst ugenkendeligt.
"Det lignede en stor kugle isoleringsskum," fortæller Jaydon Pettipas, der sammen med sin ven Aidan Hart, har reddet det lille dyr.
De to drenge på blot 15- og 16 år handlede straks, da de fik øje på det lille dyr. De ringede med det samme til venner og familie, for at få skaffet hjælp til det lille dyr. Samtidig skyndte de sig ind til købmanden der lå nær den parkerede bil, hvor de fik en mælkekasse, som de kunne bruge til at fragte dyret.
"Det lignede ikke noget genkendeligt," fortæller Jaydon til CBC.
Ved et nærmere eftersyn stod det klart at det lille stakkels dyr var et egern.
"Ingen vidste hvad de skulle gøre," lyder det fra drengene.
Det lille egern havde desperat brug for hjælp. Foto: Facebook/St. George Veterinary Clinic
Heldigvis så trådte Jaydons mor til og kontaktede den nærmeste veterinærklinik. Klinikken i St. George - omkring 33 kilometer væk - bad dem om straks at komme ind med det lille egern.
Da de to drenge hastede afsted med egernet, bad flere der havde været tilskuere til episoden ved bilen om Jaydons telefonnummer, så de efterfølgende kunne ringe og høre hvordan det gik det lille egern.
Aldrig oplevet noget lignende
På dyreklinikken havde dyrlæge Melanie Eagan aldrig set noget lignende.
Hun fortæller at egernet ved ankomst stort set ikke kunne bevæge sig, det kunne kun bevæge det ene ben ganske lidt.
"Han var stort set "frosset" fast," fortæller hun og tilføjer:
"Han ville ikke have været live, hvis ikke de (drengene, red.) havde taget sig tid til at komme ind med ham," fortæller hun.
Dyrlægen mener ikke, at der ligger en ondsindet handling bag det lille egerns tilstand. Hun tror, at egernet har boet i nogen garage, kælder eller skur, hvor det er blevet fanget i materialet.
"Nogen lappede sandsynligvis et hul og denne lille fyr løb igennem, da det stadig var vådt," lyder dyrlægens forklaring.
Det var dog heller ikke "bare sådan lige" at få egernet befriet fra sin pine. Det tog en god portion tid, tålmodighed og en stor mængde sprit, at få løsnet skummet fra egernets pels.
Heldigvis kom det lille egern sig helt igen. Foto: Facebook/St. George Veterinary Clinic
Dyrlægen beskriver skummet som "stenhårdt" og fortæller, at spritten ikke kunne fjerne alt - derfor resulterede det i både tab af pels og et par hudafskrabninger. Men heldigvis lykkedes det dog at få det lille egern befriet igen.
Efter det var kommet sig helt oven på den grimme oplevelse, blev det sat ud i naturen igen.
Det var første gang, at dyrlæge Melanie Eagan behandlede et egern - og hun er meget stolt af de to drenges indsats.
De to drenge har også lært noget af oplevelsen:
"Jeg lærte bestemt, at det altid er venligt at hjælpe - især dyr i nød," lyder det fra 15-årige Jaydon Pettipas.