Tilsyneladende uskyldigt billede ændrede alt: Hundefoto fældede narkobande

Udland
Foto: NCA
Foto: NCA
Bulldogen har fældet en narkobande.

Lige nu læser andre også

Bulldogen Bob har uden at vide det været med til at fælde en narkobande.

Det tilsyneladende uskyldige billede af den franske bulldog har nemlig været med til at hjælpe NCA (National Crime Agency) med at bevise deltagernes roller i en enorm narkoaktion.

Politiet ville ellers have fået det svært, da narkobanden havde formået at skjule den store narkolast - 448 kilo MDMA - der skulle smugles ind i Australien.

MDMA'en - også kaldet ecstasy - var blevet lagt ind i stålkonstruktionen på en 43 tons tung bæltegravemaskine, som man ville lade en australsk køber vinde på en netauktion og efterfølgende fragte til Australien.

Men da den ene bagmand sendte et billede af sin bulldog Bob til en af de andre hovedmænd, så NCA, at ejerens telefonnummer stod på hundens navneskilt.

Og det viste sig at være til stor hjælp.

Derudover havde narkobanden sløset på andre billeder, der var blevet sendt rundt mellem dem - herunder billeder, hvor man kunne se deres ansigter spejle sig utilsigtet i tv-skærme og messingskilte.

Politiet kunne dermed dokumentere deres tilstedeværelse på forskellige adresser.

De 448 kilo var blevet delt i 100 poser, der var blevet lagt i armen på den store bæltegraver. Politiet og toldere snød dem dog ved diskret at fjerne narkotikaen fra maskinen ved ankomsten til Australien.

Foto: NCA

I stedet installerede de mikrofoner og sporingsudstyr i maskinen, så narkobanden kunne anholdes efter to dage med frustration over, at deres narkotika var væk.

Banden troede ellers, at de var sikret mod aflytning og udlæsning fra myndighedernes side, da de benyttede sig af den krypterede kommunikationsplatform EncroChat, men omkring 2019-2020 formåede franske myndigheder at knække krypteringen.

Det betød, at man i realtid kunne følge med fra sidelinjen i de kriminelles kommunikation.

Anbefalet til dig