De to hunde, Poppy og William, blev engang fundet forladte og forsømte på gaden, men blot tre måneder efter er de uigenkendelige.
Da de to hunde boede på gaden, lignede de knap nok rigtige hunde grundet deres ekstreme underernæring og mangel på pels.
Det skriver The Dodo.
Flere bekymrede borgere havde lagt mærke til dem og ringet til dyrevelfærdsorganisationen RSPCA, som med det samme trådte til for at hjælpe de to stakler.
"Det knuser vores hjerter at tænke tilbage på, da de blev reddet - de havde været igennem så mange traumer og var ekstremt tilbageholdende og deprimerede," lød det fra Hannah White, der arbejder for RSPCA, i en pressemeddelelse, der tilføjer, at de på grusom vis var blevet overladt til sig selv.
I dag er Poppy og William næsten ikke til at genkende. De er blevet sunde, glade og er blevet dækket af pels igen.
De to hunde, der har støttet hinanden gennem tykt og tyndt, er blevet uadskillelige følgesvende, og de er nu klar til at finde et hjem sammen.
Udover det ubrydelige venskab fungerer Poppy som Williams førerhund, da han lider af dårligt syn.
RSPCA søger nu en kærlig familie, der kan give dem det hjem, de så fortjent har. Poppy og William har vist utrolig styrke og vilje til at overvinde deres traumatiske fortid.
For at se hvordan hundene ser ud i dag, skal du klikke her.