Det skulle have været en sjov oplevelse og en hyggelig dag med familien. I stedet blev det til enhver forældres værste mareridt.
En blot syvårig pige er afgået ved døden efter en drukneulykke den 17. juli i badelandet Miramar, der ligger i Weinheim, Tyskland. Det skriver TAG 24.
Ifølge resultaterne af undersøgelsen var pigen i et soppebassin sammen med sin mor og lillebror. I det korte øjeblik moderen opmærksomhed havde vendt sig mod pigens bror, forsvandt hun.
Senere blev hun fundet bevidstløs i et bølgebassin, hvor en anden gæst trak den syvårige op af vandet.
Livreddere genoplivede barnet. Kort efter ankom ambulancefolkene, og de fik lynhurtigt bragt pigen på hospitalet.
Hun havde i knap to uger ligget i koma efter, at hun blev fundet bevidstløs i bassinet - men kunne desværre ikke reddes.
I en erklæring sagde Marcus Steinhart, der er den administrerende direktør for Miramar i Weinheim, følgende:
"Vi er dybt chokerede over den syvårige piges død.
Vores tanker og medfølelse går til forældrene, der har lidt et smerteligt tab, og alle familiemedlemmer og venner."