Der er løbet meget vand i åen for Vladimir Putin gennem de seneste år.
Den russiske præsident satte i foråret 2022 gang i en storstilet invasion af Ukraine, og siden har krigen samt vestlige sanktioner mod Rusland fået spændingerne op på et niveau, der ikke er set siden den kolde krig.
Siden 2022 har der været utallige meldinger om og bud på, hvordan den russiske økonomi egentlig har det, og nu mener flere medier at kunne lave alvorlige afsløringer.
For ifølge rapporter fra både det norske erhvervsmedie E24 og Kyiv Independent er en branche i knæ i en sådan grad at hver fjerde forretning i branchen er på randen af konkurs.
Der er tale om detailhandlen, hvor det særligt er indkøbscentrene, der er hårdt ramt.
Siden krigen i Ukraines start har stort set samtlige vestlige kæder trukket sig ud af Rusland, og det rammer sektoren hårdt.
Problemerne er samtidig tæt forbundet med landets rekordhøje inflation og stigende renter, der har sendt chokbølger gennem flere brancher.
Prognosen, der er udarbejdet af handelsorganisationen for indkøbscentre i Hviderusland, Rusland og Kasakhstan, sætter fokus på de massive økonomiske udfordringer
Krisen er ikke opstået ud af det blå.
Manglen på internationale brands har haft en direkte indflydelse på indkøbscentrenes evne til at tiltrække kunder. Samtidig har stigende driftsomkostninger og en skærpet konkurrence fra online markedspladser sat yderligere pres på sektoren.
Den økonomiske situation forværres yderligere af centralbankens politik, der har ført til markante stigninger i renteniveauet for kommercielle lån. Mange virksomheder ser nu deres finansielle udfordringer vokse til uholdbare niveauer. Ifølge handelsorganisationen er det især de skyhøje renter, der gør det vanskeligt for indkøbscentre at klare sig økonomisk.
I dag ligger renten i Rusland på svimlende 23%.