Præsident Donald Trumps øverste militærrådgiver skal ifølge kilder være af den opfattelse, at USA er nødt til at finde en vej ud af krigen mod Iran.
Den 23. juli forsikrede Donald Trump ved et arrangement i Washington gentagne gange om, at USA ‘klarer sig meget, meget godt’ i krigen mod Iran.
Det er langt fra første gang, at han gør det. Faktisk har han efterhånden afgivet mere end 30 af sådanne løfter om den amerikanske indsats.
Ikke alle omkring ham deler dog den optimisme, der ser ud til at have ramt Trump. Det skriver amerikanske CNN.
General søger udvej
Ifølge mediets kilder har Trumps øverste militærrådgiver, general Dan Caine, over for en række øvrige topfolk i administrationen understreget, at de er nødt til at komme ud af konflikten med Iran.
Baggrunden for dette siges at være, at en optrapning militært risikerer at slå fejl.
Samtidig vil luftangreb alene efter alt at dømme ikke være tilstrækkeligt til at indfri de mål, der i sin tid er blevet fastsat af Trump.
CNN bygger deres historie på information fra tre separate kilder med indsigt i forløbet, og en af dem forklarer det ligeud.
“Caine leder efter en afkørsel,” lyder det fra kilden.
Rejser tvivl
Dan Caine skal angiveligt have luftet tanken om at etablere en form for exit-strategi over for flere centrale skikkelser i regeringen.
Det drejer sig ifølge kilderne blandt andre om CIA-direktøren, udenrigsminister Marco Rubio og vicepræsident J.D. Vance.
Da CNN bad om en reaktion, svarede Caines talsmand, Joseph Holstead, afvisende på anmodningen.
“Vi diskuterer ikke formandens fortrolige samtaler med præsidenten, ministeren eller andre ledende medarbejdere, og vi kommenterer heller ikke anonyme, dagsordendrevne karakteristikker af disse samtaler fra kilder, der ikke havde kendskab til dem,” lød det fra ahma.