Donald Trumps første hustru, Ivana Trump, blev onsdag eftermiddag begravet i New York.
Begravelsen fandt sted i St. Vincent Ferrer Catholic Church, og hele familien var til stede for at sige et sidste farvel.
Og det blev et gyldent farvel til en ganske unik kvinde. Hun blev nemlig sendt afsted på sin sidste rejse i en guldkiste.
Det skriver B.T.
Ivana Trump døde i sidste uge, efter hun var faldet ned af trapperne i sit hjem på Upper East Side-kvarteret på Manhattan.
"Hun var begavet. Hun var smuk. Hun var indbegrebet af den amerikanske drøm," fortalte sønnen Eric Trump i en tale i den katolske kirke.
Han sagde samtidigt, at hans mor styrede ham og hans søskende med en jernnæve, men også med et hjerte af guld.
Ivana Trump emigrerede fra Tjekkiet, hvor hun kom fra, til Canada og senere USA. Her faldt hun for Donald Trump, og i 1977 blev parret gift.
Sammen fik de tre børn, Donald Jr. Trump, Ivanka Trump og Eric Trump.
Men drømmen om 'til døden jer skiller' brast, da Donald Trump i 1989 blev taget i at have en affære med Marla Maples.
Efter 13 års ægteskab blev parret skilt. Den tidligere præsident slap dog ikke så let.
I forbindelse med skilsmissen kom det nemlig frem, at Ivana havde anklaget Trump for at voldtage hende og rive hendes hår af. Senere bakkede hun dog ud af de seriøse anklager, skriver B.T.
Selvom de har haft sine bump på vejen, så endte Ivana og Donald Trump med at blive gode venner igen.