Dubai er gået i gang med at opføre verdens største lufthavn, Al Maktoum International Airport. Der er tale om et kolossalt projekt, der lover at gøre byen til et endnu mere strategisk globalt knudepunkt.
Med en investering på 33,5 milliarder euro vil den nye lufthavn have fem parallelle landingsbaner og 400 boarding-gates, hvilket giver kapacitet til op til 260 millioner passagerer om året, og erstatter dermed den nuværende Dubai International Airport (DXB).
Beliggende på et område på 70 kvadratkilometer er Al Maktoum International Airport en del af et større projekt, der har til formål at konsolidere Dubai som et knudepunkt inden for luftfartsforbindelser. Det skriver det portugisiske medie Executive Digest.
Den første fase af projektet forventes færdiggjort i løbet af det næste årti med en indledende kapacitet på 150 millioner passagerer årligt, som vil blive suppleret af den eksisterende infrastruktur, ifølge mediet El Confidencial.
Ud over sin imponerende størrelse vil den nye lufthavn også indeholde butiksområder, hoteller og faciliteter dedikeret til privat- og forretningsflyvning. Udvidelsen begrænser sig dog ikke kun til transportsektoren, selvom det måske nemt kan komme til at lyde som om, at det forholder sig sådan.
Den sigter hertil også mod udviklingen af en ny by omkring lufthavnen, hvor op mod en million mennesker forventes at kunne bo og arbejde. Skabelsen af arbejdspladser og tiltrækningen af store logistik- og lufttransportvirksomheder er en del af forventningerne til denne transformation.
Sheikh Mohammed bin Rashid Al Maktoum understregede projektets strategiske betydning i et opslag på de sociale medier, hvor han fremhævede, at den nye infrastruktur ikke blot vil styrke transportindustrien, men også bidrage til regionens økonomiske vækst.
Da byggeriet allerede er i gang forventes de første flyvninger fra den nye lufthavn at lette i løbet af det næste årti. Der er dog endnu ikke blevet sat en konkret dato for, hvornår de regner med, at det store projekt er færdiggjort.