I 1994 introducerede Danske Spil danskerne for den populære skrabejulekalender, og en af hovedpersonerne i julereklamen bliver stadig genkendt – selv når han står i kø til coronatest.
Det fortæller han til Danske Spil.
"Forleden blev jeg ud af det blå spurgt af en poder på et testcenter, om julekalenderen også kommer i år. Det er sjovt, at folk stadig kan genkende mig 27 år efter, reklamen blev vist for første gang på TV. Det siger noget om, hvor god og populær reklamen er," siger Jens Christian Holland, der spiller den uvorne far, der får en løftet pegefinger af sin datter.
I reklamen for Quick Skrabejulekalender ser man Jens Christian Holland, der spiller den skrabelystne far, som i nattens mulm og mørke sniger sig ud for at skrabe julekalenderen. Foto: Youtube.
I reklamen ser man Jens Christian Holland, der spiller den skrabelystne far, som i nattens mulm og mørke sniger sig ud for at skrabe julekalenderen.
Jens Christian Holland arbejdede i mange år som skuespiller, men i 2010 skiftede han spor og har siden lavet musicals til børnehaver.
Betaler skiferien
Danske Spils marketingafdeling har gennem årene overvejet at markere julen og jagten på de milliongivende juletræer i julekalenderen på en anden måde.
Men man har valgt at holde fast i reklamen, som mange danskere kender. Det er Jens Christian Holland ganske tilfreds med.
"Min mor på 95 år sidder hvert år og venter på den, og det årlige honorar for min medvirken i reklamen har i mange år givet en skiferie til hele familien," siger Jens Christian Holland.
"Men nu er det kun min kone, der tager afsted. Og hun glæder sig, efter corona satte en stopper for det sidste år," fortsætter han.
Hvert år køber Jens Christian Holland selv skrabejulekalenderen til hele familien, men han har endnu til gode at vinde en større gevinst.