Nu afslører TV 2 endnu et navn, som seerne vil komme til at se på dansegulvet, når konkurrencen går i gang.
I år er en af Danmarks mest populære krimiforfattere, Michael Katz Krefeld, nemlig at finde blandt de 12 nydansere.
Det skriver TV 2 i en pressemeddelelse.
I 2007 debuterede han med sin prisvindende krimi "Før stormen" og siden har han udgivet yderligere 11 bøger, som er solgt i over en million eksemplarer i mere end 20 lande. Han er især kendt for sin serie om detektiven Thomas "Ravn" Ravsholdt.
Michael Katz Krefeld har modtaget mange priser for sine bøger - heriblandt prisen for årets bedste danske krimi i 2012, med bogen "Sort sne falder".
Foto: Michaelkatzkrefeld.dk
En kæmpe ære
Han har desuden stået bag manuskripterne til en række af film og tv-serier, blandt andet DR-succesen "Nikolaj & Julie og TV 2-serien "Hotellet".
I den kommende tid skal han dog nu prøve kræfter med noget helt nyt.
"Jeg er så glad for, at jeg får lov til at danse med i år. Det er en kæmpe ære. Som krimiforfatter forsøger jeg at få fingrene til at danse hen over tastaturet, når jeg skriver. Den store udfordring i 'Vild med dans' bliver at få hele kroppen til at svinge med," lyder det fra Michael Katz Krefeld som også tilføjer:
"Jeg er millioner af kilometer væk fra min comfort zone, men jeg håber, at min danseglæde overvinder premierenerverne. Det er i hvert fald mit store mål at få styr på trinene og give den fuld gas på dansegulvet. Mest af alt så glæder jeg mig bare til at komme i gang med at danse."
I Vild med dans kommer han blandt andet til at konkurrere mod Mascha Vang, Pernille Blume, Jacob Haugaard, Jimilian og Micki Cheng.
Du kan se hvordan det går succesforfatteren i Vild med dans, når der er premiere fredag den 10. september kl. 20.00 på TV 2 og TV 2 PLAY.