Det er absolut intet nyt, at Anders 'Anden' Matthesen er rigtig glad for at bruge sine film, standup-shows mv. til at komme ud med budskaber og hjertesager.
Den talentfulde herre, der for tiden er aktuelt med sin animationsfilm 'Ternet Ninja 2', har langet ud efter personer, der har en tendens til at være lidt for optaget af sig selv. Det skriver SE og HØR.
Det sker i P1-programmet '4. Division', som han gæstede i den forgangne uge. Her endte snakken med at falde på devisen om, at man kan, hvad man sætter sig for, hvis bare man vil det nok. Det er Anders Matthesen dog ikke helt enig i.
"Lige pludselig bliver det meget sådan noget med at have noget tætsiddende tøj og nogle sko, og man skal stå tidligt op og kaste med traktordæk, og mans bare sætte sig nogle mål og have en lavere fedtprocent, og man kan alt, hvad man vil," lød det fra Anders Matthesen i radioprogrammet.
Derudover påpegede han, at han mener, at det er tid til, at man gør op med den indre stemme, som man har taget med fra sine forældre eller sin skolelærer, der siger 'det kan jeg ikke'. Omvendt mener man dog, at det ikke betyder, at man kan, hvad man vil.
Komikeren og filmskaber mener især, at man ikke skal gå rundt i troen om, at hvis folk ikke kan lide én, så er det dem, der er noget galt med. Derimod mener han, at man bør kigge lidt indad. I denne forbindelse langer han især ud efter realitystjerner.
"Det hører man jo hver anden dag i det der realityfjernsyn, at 'folk må tage mig, som jeg er, fordi sådan er jeg bare, og hvis folk ikke kan lide mig' Ja, så kan det være, du er en fed idiot. Det kunne være, du skulle justere lidt. Hvad fanden tror du, virkeligheden fortæller dig her?" sagde han i '4. Division' på P1.