Badehotellet løfter sløret: Det kan du glæde dig til i sæson 10

Underholdning
Foto: TV 2
Nu lyder der en lille afsløring fra forfatterparret bag Badehotellet.

Lige nu læser andre også

Mandag rullede femte og sidste afsnit af Badehotellets 9. sæson over skærmen.

For mange trofaste fans var det sikkert en vemodig afsked. Mandag kom der også både gode og dårlige nyheder fra TV 2, som står bag Badehotellet.

Det blev nemlig meldt ud, at Badehotellet vender tilbage med en 10. sæson - hvilket naturligvis er glædeligt for de mange fans. Samtidig blev det oplyst, at Badehotellet slutter endegyldigt efter den 10. sæson.

Hvis man allerede nu glæder sig til et gensyn med Badehotellet, så bliver man også nødt til at væbne sig med tålmodighed - serien vender nemlig først tilbage i 2024. Dog bliver det så med hele otte afsnit i den endegyldigt sidste sæson.

Flere spørgsmål skal besvares

Hos BILLED-BLADET har man talt med Stig Thorsboe og Hanna Lundblad, som er forfatterparret bag serien. Og selvom skrivearbejdet på den 10. sæson kun er i den spæde start, så løftes sløret en lille smule for Badehotellets sidste sæson.

"Der er masser af ting, der ikke er løst og stadig er åbne. Der er ikke bundet nogen sløjfe på Otilia og Aurland, og grev Ditmars historie er heller ikke lukket. Han er stadig en mærket mand, som er kommet tilbage fra en kz-lejr. Hvordan er forholdet til hans mor nu, og hvordan er forholdet mellem Molin og Madsen, hvis deres veje nogensinde skulle krydses igen?," lyder den foreløbige melding om Badehotellets 10. sæson.

Når Badehotellet runder af efter 10 sæsoner, har vi fulgt karaktererne gennem 18 år. Nemlig fra 1928 til 1946.

Indtil der er gensyn med Badehotellet, kan du stadig se eller gense Badehotellets ni sæsoner, der ligger på TV 2 PLAY. 

Anbefalet til dig