Mange Badehotellet-fans venter i spænding på, at det populære badehotel åbner til endnu en sæson.
Og det gør det snart - den 7. februar er der premiere og ventetiden er dermed ovre. Men allerede nu står det klart, at den nye sæson ikke bliver lang. Sæson 9 består nemlig at fem afsnit. Det skriver BILLED-BLADET.
Badehotellets første sæson bestod af seks afsnit, mens sæson 2, 3 og 4 bestod af hele 7 afsnit. Siden har de resterende sæsoner været på seks afsnit.
Denne bliver altså den korteste sæson hidtil.
Katrine Vogelsang er fiktionschef hos TV 2 og hun forklarer til bladet hvorfor.
"Grunden til, at sæson 9 kun består af fem afsnit, skyldes ganske enkelt, at vi ikke har kunnet nå at producere mere, selv om det var ambitionen at lave seks afsnit," lyder det fra Katrine Vogelsang.
Det var nemlig oprindeligt planen at Badehotellets 9. sæson også skulle bestå af seks afsnit. Men sådan bliver det ikke og seerne må 'nøjes'. Men på trods af, at sæsonen bliver kortere end planlagt - så er lover TV 2 at der er masser at glæde sig til for de mange trofaste fans.
"Vi tør endnu engang godt love, at produktionen har overgået sig selv og kommer med en stærk og flot sæson, når vi har premiere til februar," lyder løftet fra Katrine Vogelsang.
Springer et par år frem
Når Badehotellet igen slår dørene op, så er vi sprunget lidt frem i tiden. Det kunne forfatterparret bag serien fortælle tidligere i år.
Senest har sæson syv og otte foregået i starten af krigen, i år 1940 og 1941.
Gæsterne har med alt magt forsøgt at nyde ferien og glemme alt om tyskernes indtog - men i slutningen af krigen vil det være umuligt for gæster på badehoteller ved Vesterhavet at holde en normal ferie, fortæller Hanna Lundblad og Stig Thorsboe som står bag serien.
"Fra 1942 blev adgangen til vandet spærret af med pigtråd, da værnemagten begyndte at opføre deres omfattende bunkersbyggeri i klitterne og minering af strandene. De forvænte badegæster måtte derfor pænt blive hjemme og vente på, at krigen og besættelsen en dag fik en ende," fortæller Hanna Lundblad og Stig Thorsboe.
Den dag kom som bekendt 4. maj 1945.
Derfor er vi nogle år længere fremme i den kommende sæson - men hvad der kommer til at ske, må seerne fortsat vente lidt med at finde ud af.
Du kan se første afsnit af Badehotellets 9. sæson mandag den 7. februar på TV 2 og TV 2 Play.