Til næste år kan seerne endelig få et gensyn med 'Badehotellet', når serien igen vil rulle over skærmen på TV 2.
Når Badehotellet slår dørene op igen, vil det være til den 10. og allersidste sæson af 'Badehotellet'.
Serien har været et kæmpehit, og mange glæder sig til gensyn med de mange elskede karakterer.
Én 'Badehotellet'-stjerne, der næsten allerede er begyndt at savne optagelserne- selv om de ikke helt er slut er Amalie Dollerup, som spiller rollen som 'Amanda'.
Ekstra Bladet mødte den danske skuespillerinde på den røde løber til Lauritzen-prisen 2023, og svaret på spørgsmålet om, hvorvidt det er vemodigt, at optagelserne snart er slut, lod ikke vente på sig.
"Ja, det er. Det er SÅ mærkeligt. Jeg kan ikke rigtig forstå endnu, at det slutter lige om lidt. Først i november, heldigvis. Jeg kan godt mærke, at nu hvor det er det sidste, vi skal lave, så begynder jeg at tænke, er den scene her mon den sidste, jeg laver med denne person? Men vi har ikke fået det sidste manus endnu, så jeg aner ikke, hvad der skal ske," svarede hun.
Men hvis man er en hardcore 'Badehotellet'-fan, så er der faktisk en god nyhed.
Som en ekstra godbid for fans, der ikke kan vente til at sæson 10 bliver sendt i 2024, kommer der også en ny bog om serien.
Forfatter Jacob Wendt Jensen, kendt for sine bøger om 'Matador' og 'Huset på Christianshavn', har skrevet 'Bogen om Badehotellet', som udkommer i slutningen af oktober.
Bogen vil give et dybtgående indblik i seriens tilblivelse og er baseret på interviews med over 40 personer involveret i serien.