“Jeg er i Chile og får sol. Det er ikke rigtig sol, for det er igennem et lukket vindue. Jeg er i karantæne og er blevet et tal i corona-statistikerne”.
Sådan lyder det fra Manu Sareen i et opslag på Facebook, hvor han forklarer, at han blev testet positiv i lufthavnen.
“Så kom de ellers i rumdragter og sikkerhedsbil og hentede mig. Ind og sidde på 12 kvm i 10 dage. Jeg har rejst 12.600 km, og her står jeg så og tigger om bare en smule sol og frihed,” skriver han i opslaget.
Foto: Shutterstock
Selvom Manu Sareen nu kan se frem til 10 dages corona-karantæne på et hotelværelse, så er han ved godt mod.
“De er faktisk super søde her. Hotellet er omdannet til et semihospital med medicinsk personale 24 timer. Det eneste mærkelige er walkie talkie-snak på gangene og pigtråd ved indgangen. Der ligger også to gigantiske hunde, som ikke ligner nogen, der vil klappes. Det er nok ikke for at holde folk ude, men snarere holde os andre inde,” konstaterer Manu Sarren, som samtidig påpeger, at det kan lede tankerne hen på scener fra tv.
“Det minder lidt om en gyserfilm, et afsnit af Black Mirror eller The Handmaid's Tale.”
Formålet med rejsen var at hjælpe til med en kunstudstilling, men det bliver altså ikke til noget for Manu Sareen.