Hvis du har sunget med på danske hits som “Indianer” og “Sig du ka’ li’ mig”, så kan Anne Dorthe Michelsens velkendte stemme danne rumklang i dit hoved.
Men snart kan du opleve den 65-årige sangerindes stemme på en helt ny facon.
Inden længe træder Tøsedrengene-sangerinden nemlig bag mikrofonen igen, når hun indtager rollen som radiovært.
Det skriver BILLED-BLADET via. DR.
Michelsen kaster sig snart ud i rollen som vært på P5-programmet “To vers og et omkvæd”, hvor hun vil præsentere lytterne for musik fra syv årtier.
Ifølge DR er programmet “der med både et sug i hjertet og et glimt i øjet præsenterer musik fra 7 årtier. Fokus er på den gode sang og historiefortælling, som den gennem generationer af sangskrivere har foldet sig ud i netop to vers og et omkvæd”.
“To vers og et omkvæd” kan høres på DR P5 fra klokken 10-12 hver lørdag og søndag.