Dansk upcoming musiker: 'X Factor har stjålet min sang'

28/05/2020

Per Broch

Mathilde Caffeys sang Karma is a Bitch er tyvstjålet fra en dansk musiker. Foto: Screenshot Youtube.
For de fleste upcoming musikere, må det betegnes som lidt af et scoop, hvis X Factor-deltagerne vælger at lave covers over deres sange. Det troede den danske musiker CH10 også, da hun første gang blev kontaktet af X Factor.

Mest læste i dag

Desværre forløb det ikke som CH10 havde forestillet sig. Det fortæller hun i et åbenhjertet indlæg på Facebook, hvor hun blotlægger et forløb med X Factor, der ikke ligefrem oser af gode intentioner fra mega-konceptet og det bagvedliggende og støttende pladeselskab Sony.

I første omgang troede CH10, at Mathilde Caffey skulle lave en cover over hendes nummer, og det gav hun tilladelse til. Derefter håbede den unge musiker, at det ville give en del omtale af hende og hendes sang.

Først på finaledagen går det op for CH10, at Mathilde Caffey IKKE laver et covernummer, men i stedet for har udgivet nummeret 'Karma is a bitch' under eget navn på pladeselskabet Sony. Helt uden tilladelse fra CH10 eller kunstnerens eget pladeselskab.

Sangen, der er udgivet, er i en ny version, men med elementer fra den originale sang, og det helt uden at CH10 er blevet kontaktet eller spurgt om lov. Ifølge opslaget hævder de, som CH10 har været i kontakt med, at tyveriet af sangen er helt efter bogen, og CH10 derfor ikke kan køre noget.

"Og det er åbenbart LOVLIGT. “Karma Is a Bitch” var, nej, ÉR min 2. single under mit første solo projekt, som solo artist - men nu er det også Mathilde Caffey’s første singleudgivelse nogensinde under hendes eget navn, og alle dem der ikke ved bedre, tror at det er hendes sang. Det er min. Jeg har skrevet den sang på gulvet i min stue, med min guitar og en notesblok og indspillet memoer af den på min telefon. Den er så personlig for mig, og jeg har arbejdet og grædt for den sang, ligesom jeg har arbejdet hårdt for alle mine andre sange, som jeg alle selv har skrevet," skriver CH10 i sit opslag på Facebook.

De fleste kommentarer på opslaget handler om, at CH10 skal gå videre med sagen og kontakte KODA.

Der har endnu ikke været en officiel udmeldelse fra TV2 eller Sony angående det påståede tyveri af sangen 'Karma is a bitch', og de fleste danskere er sikkert af den overbevisning, at Mathilde Caffeys sang er hendes egen.

 

 

 

Anbefalet til dig