På lørdag kan deltagerne fra denne sæson af ‘Den store bagedyst’ se frem til, at en særlig person gæster programmet.
Det afslører DR i en foromtale af det kommende afsnit.
“De seks deltagere skal denne gang næsten jorden rundt på to dage - i kageuniverset. Turen går gennem deres rejseminder lige fra Skagen til Cypern og fra Bali til Frankrig - fortolket i mesterværkskager,” indleder DR omtalen, der peger på, hvad seerne kan glæde sig til i denne uges afsnit.
“Og så har en tidligere vinder fra 'Den store bagedyst' designet en hemmelig udfordring, der kræver chokoladetalent, fuldt fokus og is i maven. En udfordring der får afgørende betydning for deltagernes videre rejse i sæsonen,” afslører DR.
Markus Grigo og Katrine Foged Thomsen er dommerduoen i 'Den store bagedyst', men Timm Vladimir tager sig af værtstjansen. Foto: Agnete Schlichtkrull.
Dog bliver det i foromtalen ikke røbet, hvem den tidligere vinder er. Så det må Bagedyst-fans altså vente til på lørdag med at finde ud af.
Søger deltagere til ny sæson
Elsker du at bage? Er du god til det? Og har du lyst til at vise dit bagværk og dine lækre kager frem for hele Danmark i den bedste sendetid? Så er det nu, du kan tilmelde dig ’Den store bagedyst’ 2022.
Her ses de dygtige amatørbagere, der stod klar, da 10. sæson af Bagedysten blev skudt i gang. Lige nu søger DR deltagere til 2022-sæsonen. Foto: Agnete Schlichtkrull.
Sådan lyder det fra DR, der lige nu søger deltagere til 2022-sæsonen.
Optagelserne kommer til at foregår hverdage i april, maj og juni 2022, og man skal være fyldt 16 år på optagetidspunktet for at deltage.
Deruodver må din hovedindkomst ikke stamme fra kommerciel bagning eller madlavning i et professionelt miljø, og du må aldrig have arbejdet på fuld tid med bagning, hvis du vil være en af de 10 amatørbagere, der skal være med i den kommende sæson.
Du kan læse meget mere lige her.