DR offentliggør helt nyt program: Har flere kendisser ved dommerbordet

29/03/2023

Nicolai Busekist

Foto: Shutterstock
DR har løftet sløret for et helt nyt program, der inden længe vil løbe over skærmen. Ved dommerbordet sidder flere kendisser.

Mest læste i dag

DR har før haft stor succes med sangkonkurrencer, og nu er de på vej med et helt nyt program i denne genre, som får titlen 'Stjerneklar'.

Med det nye program ønsker DR at give sangtalenter fra hele landet mulighed for at hylde deres største musikalske forbilleder, da de i programmet skal stå på scenen i gruppe af tre, mens de er klædt ud som deres idoler.

Seerne kommer hver fredag til at kunne følge med, når deltagerne bliver forvandlet til deres idoler, mens de dyster i hold, hvor det handler om at levere den bedste musikalske performance for dommerne.

I alt vil 60 deltagere blive forvandlet til 12 udenlandske og otte danske kunstnere, mens de optræder med deres hits, skriver DR i en pressemeddelelse.

"Med 'Stjerneklar' ønsker vi at give de danskere, der har et stort sangtalent en platform til at hylde deres største idoler og fælles passion for musikken," siger Jan Lagermand Lundme, der er underholdningsredaktør på DR.

"Det er et succesfuldt, britisk programformat, som vi nu har fået lov til at skræddersy til et dansk publikum, og jeg glæder mig til, at seerne skal møde vores fantastiske dommerpanel og vært og vores i alt 60 forskellige sangere."

Som vært på det nye program, har DR sikret sig Joakim Ingversen, mens de også ved dommerbordet har fået flere kendte navne med.

Som dommere har de nemlig sikret sig en række kendte navne inden for dansk musik og performance: Medina, Barbara Moleko, Tinus og Nicholas Kawamura. 

Det bliver derfor også dem, der gennem de otte programmer skal stå for at udfolde, kommentere og vurdere de i alt 20 optrædener. Til sidst skal de - sammen med seerne - finde frem til vinderen af første udgave af 'Stjerneklar'.

'Stjerneklar' består af i alt otte programmer, der fra den 14. april vil blive sendt hver fredag kl. 20.00 på DR1. Programmerne vil efterfølgende være at finde på DRTV.

Anbefalet til dig