Fællessang for sidste gang: Skal du synge med?

25/05/2020

Julie Møller

Foto: DR
Under coronakrisen er der blevet sunget på livet løs i Danmark, højskolesangbogen er for første gang kravlet ind på bestsellerlisten, og ‘Fællessang - hver for sig’ på DR er et af de mest sete programmer.

Mest læste i dag

Når DR på fredag den 29. maj klokken 20.00 sender ’Fællessang - hver for sig’ bliver det sidste fællessang i denne omgang. Det har i den grad været et seer-hit, og programmet har stormet ind på listen over mest sete programmer. Det har sågar slået faste seer-favoritter som X-Factor og Badehotellet af pinden.

Der er en særlig grund til, at lysten til fællessang har været så stor under coronakrisen.

“Når vi synger, frigør vi endorfiner i kroppen, som gør, at vi kan blive i bedre humør.” forklarer Stine Isaksen, der er formidler på Videncenter for Sang i Herning, til DR.

Det at synge sammen med andre frigør også et andet hormon, der hedder oxytocin, tilføjer hun.

“Det er et hormon, der ellers bliver frigivet, når man kysser og krammer hinanden. Men det har vi ikke så meget mulighed for i dag. Så kan sangen blive en vej til et fællesskab, som vi har behov for som mennesker.”

I spidsen for det hele: Phillip Faber

Før coronakrisen var der nok ikke mange danskere, der kendte til navnet Phillip Faber. Men det har de seneste måneders 'Fællessang - hver for sig' og ''Morgensang med Phillip Faber' i den grad ændret på. Den charmerende chefdirigent for DR Pigekoret har med sin særlige evne til at formidle musik været med til at skabe tv-succesen. 

Phillip Faber er konservatorieuddannet som både komponist og dirigent. For ham supplerer de to roller hinanden perfekt.

”Dirigentrollen redder mig fra den dér ensomhed, jeg hader ved komponistrollen. Man kan sige, at en komponist traditionelt set er introvert og en dirigent ekstrovert. Og jeg er først og fremmest ekstrovert – jeg henter min energi i samspillet med andre mennesker, både min egen lille familie og de mange, jeg laver musik, tv og formidling med”, fortæller han til DR. 

Vil du synge med i fælleskoret? 

Det bliver den sidste omgang fællessang for nu, oplyser DR, og i den forbindelse vil de gerne lave et kæmpe fælles kor med Phillip Faber og alle seerne, hvor der i fællesskab synges Kim Larsens ’Om lidt bli’r her stille’. Kunne du tænke dig at være med i det store fælles kor, så skal du optage dit bud på sangen og sende det til DR. Læs mere lige her. 

 


 

Anbefalet til dig