I maj i år blev det meldt ud af Linse Kessler og resten af familien fra 'Familien fra Bryggen', at optagelserne til deres program ville blive sat på pause på ubestemt tid.
Efter denne udmelding, er der mange, der har fået det indtryk, at det sidste afsnit af det populære tv-program har været sendt. Ifølge Linse Kessler er der dog ingen grund til bekymring, for overfor Ekstra Bladet afslører hun, at de vender tilbage igen.
I et kort interview med Ekstra Bladet pointerede hun, at de vender tilbage på skærmen igen, da de 'ikke kan lade være'. Hun gjorde det dog også klart, at pausen har været kærkommen.
"Vi kommer tilbage igen. Jeg tror ikke, vi kan lade være. Alle folk siger: 'Er I sluttet?'. Men nej nej nej – vi er kun på pause," sagde Linse Kessler til Ekstra Bladet.
Hun pointerede herefter, at de dog har haft brug for at tage en pause fra programmet, ligesom hun sagde, at hun er af den opfattelse, at de alle er et bedre sted i livet, end de har været i flere år.
Derudover gjorde hun det også klart, at de har det rigtig godt i familien, selvom det tidligere har været fremme, at der var lidt grus i maskineriet mellem hende og Stephanie Karma Salvarli, der også er kendt som 'Geggo'.
"Det er efterhånden længe siden. Vi har det rigtig godt i familien - og Geggo og jeg har det godt sammen. Det var ikke, fordi vi lavede 'Bryggen', at det gik skidt, men selvfølgelig har vi fået mere privatliv og mere privat tid nu," forklarede hun til Ekstra Bladet.
Linse Kessler kom ikke nærmere ind på, hvornår det kan forventes, at man igen kan opleve hende og resten af familien på skærmen.