Fik million-besked på mandens fødselsdag: Jeg var helt rundt på gulvet!

Af: Thea Andersen

|

18/01/2024

Foto: Danske Spil
Foto: Danske Spil
En kvinde fra Sydsjælland fik pludselig en helt uventet løsning på, hvad hun skulle give manden i fødselsdagsgave, da hun var et smut nede i kiosken.

Mest læste i dag

Hvad giver man egentlig manden, der har alt?

Det dilemma fik en kvinde fra Sydsjælland en helt perfekt løsning på, da hun på sin mands fødselsdag var nede i den lokale kiosk for at få tjekket sine Lotto kuponer.

Det skriver Danske Spil i en pressemeddelelse.

”Man hører jo kun om alle de andre, der vinder i Lotto, men man oplever det jo aldrig selv! Så jeg var slet ikke forberedt på det, da damen i kiosken gav mig en seddel, hvor der stod, at gevinsten var større end hun kunne udbetale,” fortæller den ældre kvinde, som med sedlen i hånden skyndte sig hjem for at ringe til Danske Spil.

”Det var en mand, der svarede, og han bad mig læse et nummer fra kuponen op. Så kiggede han på sin computer og sagde: ’Ja, jeg kan fortælle dig, at du har vundet 1.000.000 kroner på Millionærchancen’. Først troede jeg, at det var løgn. Jeg var helt rundt på gulvet!” fortæller kvinden, som dermed pludselig havde fået leveret den helt perfekte gave til sin mand.

”Man bobler lidt inden i. Det er en underlig fornemmelse. Sådanne seks nuller er ik’ så tossede at se på,” fortæller kvinden.

Selv om gevinsten landede lige på mandens fødselsdag, så er det ikke sådan, at han skal have alle pengene som gave. Og de skal heller ikke kun gå til fornøjelser: For med til fødselsdagsfesten senere på dagen var blandt andet en revisor, som havde et par gode og fornuftige råd.

”Vi skal ikke have noget med høj risiko eller noget: På den led er vi nok meget gammeldags. I første omgang har vi sat lidt af millionen ind på vores pensioner, som vi havde i forvejen. Så får vi glæde af dem på et senere tidspunkt,” siger hun.

Et par uger efter gevinsten var der igen bingo i den samme kiosk: En kunde havde vundet hele 5.000.000 kroner.

”Så spurgte min søster også: ’Er det nu dig igen?’ Og der svarede jeg, at jeg ikke vidste det, men at jeg nok skulle fortælle hende det, når jeg havde fået tjekket mine kuponer,” fortæller kvinden, hvorefter hun gik ned i kiosken og med rystende hænder lagde Lotto-kuponerne på disken…

Og der VAR faktisk gevinst igen, om end i en lidt anden størrelsesorden:

”Jeg vandt, men det var kun to gange 70 kroner,” fortæller kvinden. Hun er dog helt ok med, at de 5.000.000 gik til en anden.

”Ja, det er ok. Nu har vi, hvad vi skal have, men vinder vi igen, så siger vi da ikke nej tak,” siger hun.

Om Millionærchancen

Millionærchancen gik fra 2015 til og med august 2023 under navnet Millionærgarantien, men den gør stadig det samme: Garanterer, at der hver eneste uge findes to heldige danskere, der vinder 1.000.000 kroner.

De to millionærer findes ved lodtrækning blandt samtlige ugens spillede rækker - uanset om der er gevinst på rækken.

Derudover så trækkes der sidste lørdag i måneden lod om 5 x 1.000.000 på alle månedens spillede rækker - så husk at gemme din kupon, også selv om der ikke skulle være gevinst i første omgang.

Anbefalet til dig