Sol, varme og afslapning.
Det lokker flere danskere til at pakke kufferten og rejse til Thailand lige nu.
En af disse er Henrik Qvortrup, der sammen med sin kæreste er taget på ferie. Desværre må han kigge langt efter strand og sol- i hvert fald de næste 12 dage.
Han kan nemlig se frem til at blive tvangsindlagt på et hospital. Det fortæller han til Ekstra Bladet.
I skrivende stund befinder han sig i en bungalow, men senere bliver han og kæresten flyttet til et hospital.
Foto: Valdemar Ren/Ritzau Scanpix.
"Nu har guvernøren i turistmekkaet her besluttet sig for, at alle med en positiv covid-19-test samt deres partnere skal tvangsindlægges på det lokale hospital. Så det, der skulle have været en rar jule- og nytårsferie, bliver nu 12 dage på hospitalet," lyder det fra Henrik Qvortrup til avisen, hvor han til daglig er chefredaktør.
Henrik Qvortrup havde en negativ PCR-test fra Danmark, men da han landede i Thailand, testede han positiv. Kæresteparret gik i isolation på hotellet, men det er altså ikke længere nok, skriver Ekstra Bladet.
Danskerne vil afsted
De stigende smittetal får ikke danskerne til at blive hjemme. Rejselysten er stor hos mange.
Det skriver DR.dk.
Hos Spies Rejser er juleferie-aktiviteten på cirka samme niveau som før corona.
"Vi har omkring 3.500 gæster, der skal holde jul med os i år, og det er faktisk det samme som i 2019," siger kommunikationschef Sofie Folden Lund.