I begyndelsen af december 2022 bekræftede den tidligere elitesvømmer Jeanette Ottesen, at hun og manden Marco Loughran skulle skilles.
Det kom som en stor overraskelse for mange, da parret kort forinden var blevet forældre til en lille søn.
"Nogle gange forløber livet ikke, som man havde drømt om. Marco og jeg skal skilles, da vi ikke længere deler de samme værdier og ønsker til dét at være i et ægteskab," skrev hun dengang i et opslag på Instagram.
Hun lagde ikke skjul på, at det er noget, der ramte hende hårdt- særligt fordi, at der nu også var et lille spædbarn at tage sig af.
Nu er der gået noget tid, men hun lægger ikke skjul på, at det bestemt har været en hård og udfordrende tid.
"Jeg har det lidt op og ned, synes jeg. Det har været rigtigt svært og det er stadig rigtig svært. Det er sgu ikke nemt at blive single mom lige pludselig. Specielt ikke når man lige er sat til en nyfødt og en femårig. Det er virkelig virkelig hårdt. Men jeg har heldigvis gode mennesker omkring mig så jeg klarer den," sagde hun til SE og HØR, da hun gik på den røde løber ved præmieren af filmen ”Creed III”.
Heldigvis er der også mange gode ting i Jeanette Ottesenens liv. Blandt andet hendes to små børn.
Hun har siden offentliggørelsen af skilsmissen lagt stor vægt på, at børnenes trivsel kommer før alt andet.
Den tidligere elitesvømmer har nu en lille søn på 5 måneder, og selv om det kan være en kritisk alder, så mener Jeanette Ottesen, at hun er blevet velsignet med en yderst glad- og nem baby.