Jim Lyngvild er kendt for at sige sin mening. På det sociale medie Facebook har designeren næsten 200.000 følgere, som alle er interesseret i, hvad han laver og har at sige.
Det er dog ikke altid, at det bliver modtaget lige godt.
I går delte han for eksempel en række billeder af kranier, som angiveligt er en meget specifikt ting til den bog, han kommer med om roser.
I kommentarfeltet til Facebook-opslaget har nogle af hans følgere så skrevet noget ala: "Ad hvor er det klamt, præcist som du plejer", hvilket Lyngvild har svaret igen med: "Ja, men dit overskæg er også mega ulækkert."
Et modsvar, som folk på Facebook har sat spørgsmålstegn ved - og det har fået den 44-årige historiefortæller til at løfte en pegefinger i en video på det sociale medie.
"Jeg elsker kritik [...] Man behøver ikke være enig med det, jeg laver. Tværtimod. Jeg elsker, når vi brydes og har forskellige holdninger til tingene. Elsker det," fortæller Jim Lyngvild blandt andet i videoen og tilføjer:
"Men jeg hader dumhed, og jeg hader midaldrende mænd på omkring 50-60 år, der har rigtig ondt i livet [...], og skal sidde at skrive: 'Jeg synes, at det er klamt dét, du laver'. Nå. Så synes jeg også, at du er klam. Og så er jeg ikke et større mennesker, end at jeg skriver det samme tilbage af samme skuffe."
Han slutter videoen med at minde folk på sociale medier om, at 'det vi lukker ud, er det vi får tilbage' og 'det andre lukker ud, er det de får tilbage'.
Du kan se hele videoen herunder.