Joe Biden har efter sigende rakt ud til Mette Frederiksen og forhørt sig om mulighederne for at erhverve sig Bornholm. Denne gang er Mette Frederiksen anderledes positiv stemt, og der er allerede ført flere forhandlingssamtaler mellem de to statsoverhoveder.
Bornholm er selvfølgelig et militært strategisk knudepunkt i forhold til Rusland, men det er dog ikke den overvejende grund til, at Joe Biden har udset sig Bornholm som en nyerhvervelse til de amerikanske stater.
Ifølge troværdige kilder herunder den danske forsvarsekspert og fagot-ekvilibrist Prils Raan, vil amerikanerne gerne udbygge sine forsvarsværker mod Rusland, men samtidig også sikre et eksklusivt feriested til republikaneren Ted Cruz, hvis der nu skulle blive snestorm i Texas igen. Ted Cruz har allerede haft en ejendomsmægler ude at kigge på Hammershus.
Mette Frederiksen ikke afvisende
Den danske statsminister er ikke helt afvisende overfor købstilbuddet. "Bornholm ligger så langt væk, og man skal alligevel gennem Sverige for at komme dertil, så det giver fin mening at afstå det til den rette pris," skulle Statsministeren øjensynligt have udtalt til en anonym presserådgiver, der også fortæller, at Mette Frederiksens forhandlingsstrategi er, at presse Joe Biden til at tage Lolland med i købet.
På Bornholm er man ikke så begejstret for udsigten til at blive den amerikanske stat nummer 51, og flere lokale har allerede været ude i Ekkodalen og spørge øen til råds. Her har svaret som altid været 'øller', hvilket ikke har gjort øens beboere klogere.
Handlen for Bornholm er aftalt at skulle afvikles i en ny kryptovaluta, som Joe Biden vil oprette i forbindelse med købet. Her vil den danske stat modtage 100.000.000 Krølle-bølle-coins. Disse coins kan benyttes til at købe is på de fabrikker, som den amerikanske stat vil opføre i Åkirkeby i forbindelse med styrkelsen af Krølle-bølle-brandet, der skal markedsføres på lige fod med Apple og Nike.
Mette Frederiksen har allerede sikret sig retten til at politikerne kan afholde Folkemøde på Bornholm, og at alle politikere i den forbindelse får 10.000 Krølle-bølle-coins til is, når de besøger øen.
Den danske statsminister har indtil i morgen til at bekræfte handlen. Ifølge Bidens rådgivere er den korte frist udelukkende på grund af sandsynligheden for, at Biden allerede i morgen har glemt alt om sit bud på den danske ø.