På mandag er der premiere på et helt nyt program med Lene Beier.
Vi kender hende især fra programmer som 'Landmand søger kærlighed' og 'Hjem til gården', hvor hun har haft værtstjansen. Men nu er hun snart tilbage på skærmen og denne gang er det ikke som vært.
På mandag er der nemlig premiere på programmet 'Langt ude i Lapland' på TV 2.
Her drager Lene Beier og skuespiller Thomas Bo Larsen til Lapland, hvor de skal gennem alverdens udfordringer.
Det betyder at der nu venter fire programmer, hvor man kan følge Lene Beier og Thomas Bo Larsens eventyr i Lapland.
Lene Beier fortæller også om det nye program på sin Instagram-profil.
Her fortæller hun blandt andet, at de to overhovedet ikke kendte hinanden på forhånd, inden de skulle på eventyr i Lapland.
Lene Beier og Thomas Bo Larsen kendte ikke hinanden på forhånd. Foto: TV 2
"Det mest grænseoverskridende"
"Det er et program der blev optaget sidste år i oktober måned. Vi kendte overhovedet ikke hinanden, da vi tog afsted på denne her tur og vi skal i gennem alle mulige ting i Lapland," fortæller Lene Beier i en story på Instagram og fortsætter:
"Det er ikke en overlevelsestur, men det er en tur hvor vi skal prøve alt muligt. Det er noget af det mest skøre, sjove, udfordrende og mest grænseoverskridende jeg nogensinde har været med til," lyder det fra Lene Beier.
Den populære tv-vært fortæller også, at hun er både nervøs og spændt på hvordan seerne tager imod programmet.
Seerne kan følge Lene Beier og Thomas Bo Larsen i fire programmer. Det første sendes mandag kl. 20.00 på TV 2.
Hos TV 2 har man løftet sløret for en lille smule af første program:
"Intet går som planlagt, når Thomas Bo Larsen og Lene Beier skal sejle kano, slå telt op og lave mad på gasblus. Turen gennem Lapland får en usædvanlig hård start - og de to rejsekammerater må gå sultne i seng."
Foto: TV 2
Du kan se 'Langt ude i Lapland' på TV 2 mandag den 14. marts kl. 20.00.