I aften tager Luksusfældens eksperter til Herning. Her bor 22-årige Salim, som er kommet i store økonomiske vanskeligheder.
Til dagligt læser Salim til HF - og så drømmer han stort. Han kunne godt tænke sig at blive rejseguide, kosmetisk sygeplejerske - og samtidig vil han også gerne arbejde med dyr.
De seneste år har tilværelsen været festlig for Salim, der siden han sprang ud som homoseksuel overfor sin muslimske familie, har rejst, festet og shoppet i stor stil.
Men midt i alt fest og ballade, så glemte Salim alt om at få betalt sine regninger. Derfor blev der lukket for strømmen i lejligheden og derfor flyttede Salim hjem til sine forældre. Det betød dog ikke, at forbrugsfesten stoppede.
Men nu skal det være slut og Salim har bedt om hjælp fra Luksusfældens eksperter Louise Fredbo-Nielsen og Kenneth Hansen, som han håber kan hjælpe ham på rette køl.
Foto: TV 3
En "dum fidus"
Eksperterne er i aftenens afsnit langt fra imponeret over Salims vej til "hurtige kontanter".
“Det er jo sådan, at du har lavet en smart, jeg vil nok kalde det en dum fidus, for du har prøvet at få fat i nogle lette penge,” lyder det Louise Fredbo-Nielsen til Salim, der i klippet sidder med et bjerg af smartphones og andet elektronik i skødet til en værdi af 65.000 kroner.
“Det har du gjort ved at købe en masse telefoner og elektronik på afbetaling, for så at sælge dem for at få kontanter,” forklarer Louise Fredbo-Nielsen.
Foto: TV 3
Denne plan er dog ikke forløbet som Salim havde håbet - og i stedet er han nu endt i RKI.
Derudover har eksperterne har svært ved at finde ud af, om Salim egentlig er klar til at opgive luksuslivet og tage ansvar. Da de går i gang med at undersøge, hvorfor Salim hele tiden flygter ind i forbrug og fester, ligger svaret gemt et overraskende sted i fortiden.
Om det lykkedes eksperterne at hjælpe Salim, kan ses nu på Viaplay eller i aften kl. 20:00 på TV3.